Ny visualisering viser hvordan Følager 19 i Valby kan udvikles. Illustration: Mikkelsen Arkitekter.
Ny visualisering viser hvordan Følager 19 i Valby kan udvikles. Illustration: Mikkelsen Arkitekter.

Statens ejendomsselskab Freja Ejendomme har sat syv ejendomme til salg fordelt på Sjælland, Fyn og i Nordjylland.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Der er tale om fire erhvervsejendomme med udviklingsmuligheder samt tre boliger i naturskønne omgivelser, lyder det.

En af de mest markante ejendomme er en byggegrund på Følager 19 i Valby i den sydlige del af København. Grunden er til salg for 30 millioner kroner og ligger i et område, der i disse år omdannes fra industri til en moderne bydel med boliger, erhverv og butikker. Arealet er på omkring 2.091 kvadratmeter med mulighed for at opføre cirka 4.500 kvadratmeter byggeri.

– Ejendommen i Valby er en sjældenhed, hvilket skyldes en kombination af grundens størrelse og den attraktive placering få kilometer fra det centrale København, udtaler Per Kondrup, salgschef i Freja Ejendomme.

– Samtidig er den beliggende ved København Syd Station – en af landets mest befærdede stationer med både S-tog, Metro, busser og regionale tog. Placeringen og infrastrukturen betyder, at eksempelvis kontor eller hotel er oplagte muligheder for fremtidig udvikling af denne meget attraktive ejendom

Cushman & Wakefield | RED assisterer Freja Ejendomme med salget af ejendommen, som tidligere har været ejet af Vejdirektoratet.

Lokalplanen giver mulighed for serviceerhverv som kontorer eller hotel, og størstedelen af stueetagen skal rumme publikumsrettede funktioner. Selskabet ønsker samtidig, at et kommende byggeri bidrager med høj arkitektonisk kvalitet til området.

En anden ejendom ligger på Stationsager 1 ved Karlslunde Station i Karlslunde. Den tidligere politistation rummer mere end 3.200 kvadratmeter kontorareal og ligger på en grund på over 11.000 kvadratmeter med gode parkeringsforhold. Ejendommen blev opført i 1990 og fremstår som en moderne erhvervsbygning, men en ændret anvendelse kræver en ny lokalplan. Den er til salg for 31 millioner kroner.

På Klarupvej 96 i Klarup sydøst for Aalborg udbydes en større grund på godt 15.700 kvadratmeter med en lagerbygning. Området er de senere år udviklet til boligkvarter, og ejendommen vurderes på sigt at kunne indgå i en tilsvarende boligudvikling. Der er ikke sat pris på ejendommen.

I Ringsted sælges en lager- og logistikejendom på Huginsvej 20 med tre haller og tilhørende kontor- og personalefaciliteter for 13 millioner kroner. Bygningerne rummer i alt 2.679 kvadratmeter erhvervsareal og ligger på en grund på lidt over 8.000 kvadratmeter.

Derudover sættes tre boliger til salg. Ved Herlufmagle ligger en villa på 303 kvadratmeter På Ålehusvej 18. Ejendommen er til salg for knap 1,8 millioner kroner.

Uden for Odense udbydes en villa fra 1916 på en stor grund på over 7.000 kvadratmeter på Bavnedamvej 20. Ejendommen er til salg for knap 2,5 millioner kroner.

Den sidste ejendom er en tidligere skovriderbolig fra 1906 nær Brovst i Nordjylland. Den 191 kvadratmeter store bolig ligger i skov tæt på Jammerbugten og få kilometer fra Svinkløv Klitplantage. Ejendommen er opført som en klassisk firlænget gård og rummer flere udbygninger, der kan bruges til værksted, garage eller hobbyaktiviteter. Ejendommen på Fosdalvej 24 er til salg for 2,5 millioner kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev