
Fremover kan koncertsteder, stadioner, teatre, museer og andre større venues få mulighed for at opnå Svanemærket.
Det foreslår Nordisk Miljømærkning, som nu har sendt et nyt sæt kriterier i offentlig høring.
Samtidig skærpes kravene til konferencesteder uden overnatning, skriver Miljømærkning Danmark i en pressemeddelelse.
– Svanemærkets kommende krav skal give venues og konferencesteder et rammeværktøj med 38 konkrete krav, udtaler Heidi Bugge, der er kriteriechef i Miljømærkning Danmark, som har ansvaret for det officielle nordiske miljømærke, Svanemærket, i Danmark.
– Det betyder, at der blandt andet stilles krav om, at venuet skal have implementeret tiltag for energieffektivitet, servere fødevarer og drikkevarer med reduceret miljøbelastning, anvende rengøring, der lever op til skrappe kemikaliekrav samt stille miljøkrav til eget indkøb.
Ifølge Miljømærkning Danmark skal venues blandt andet arbejde med energieffektiv drift, mere miljøvenlige fødevarer og rengøringsmidler med skrappe kemikaliekrav.
De nye kriterier bygger videre på Svanemærkets eksisterende krav til events som festivaler, konferencer, koncerter og sportsstævner, der blev lanceret sidste år.
Forslaget er i offentlig høring frem til 4. juli, og de endelige kriterier ventes klar i efteråret 2026.























