FSB kan nu gå i gang med at bygge 91 boliger i den nye bydel i Postbyen midt i København.
Det skriver TV2 Kosmopol med henvisning til en pressemeddelelse fra den almene boligforening.
Det er lovændringen, der giver kommuner med særligt høje boligpriser mulighed for at overskride maksimumbeløbet for alment boligbyggeri med op til 10 procent, der har gjort det muligt for FSB at realisere projektet.
– Jeg er rigtig glad for, at vi nu langt om længe får gang i det almene byggeri igen. Vi har længe presset på, og nu har Christiansborg endelig leveret ny lovgivning, udtaler Line Barfod (EL), der er klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune, ifølge TV2 Kosmopol.
FSB har omkring 3.000 nye boliger i pipeline, og med lovændringen er boligforeningen klar til at sætte spaden i jorden til omkring 800 boliger, som hidtil har været sat på pause på grund af økonomien.
Det 7.770 kvadratmeter store projekt i Postbyen, der er udviklet i samarbejde med Aart Architects og Artelia Danmark, ventes at stå færdigt i 2029. Boligerne bliver på 60–108 kvadratmeter og indrettes med et-fire værelser.
Tilbage i 2023 lød den forventede anskaffelsesssum på godt 220 millioner kroner, men siden da er byggepriserne på etageboliger. ifølge Danmarks Statistiks byggeomkostningsindeks steget med omkring 6 procent.
Projektet indgår som led i tredje etape af udviklingen af den nye bydel. Etapen udvikles gennem projektselskabet P/S Downtown i et joint venture mellem Danica Ejendomme og DSB Ejendomsudvikling, der har indgået en totalentrepriseaftale med 5E Byg.























