Fynsk ejendomsinvestor udvider sit gods med 81 hektar

Fynsk ejendomsinvestor køber 81 hektar af FCK-ejer i en handel til 18 millioner kroner. Dermed udvider han sit gods på Sydfyn.

Ejendomsudlejeren Karsten Bill Rasmussen, der er kendt for sine mange ejendomme i Odense centrum, har købt 81 hektar skov ved Stenstrup på Sydfyn.

Det skriver Fyens.dk.

Med købet vokser Langeskov Gods, som han har ejet i ni år, til 418 hektar, skriver avisen.

Sælgeren er forretningsmanden Erik Skjærbæk fra Svendborg, der blandt andet ejer en fjerdedel af Parken Sport & Entertainment, som står bag fodboldklubben FCK.

Prisen endte på 18 millioner kroner, hvilket svarer til omkring 222.000 kroner per hektar.

– Det var naboskov og kan blive et godt jagtrevir, så det var naturligt for mig at købe det. Vi har snakket om det i mange år, og nu lykkedes det endelig, siger Karsten Bill Rasmussen til Fyens.dk.

Ud over jagt driver Karsten Bill Rasmussen også en større produktion af juletræer på godset.

Ifølge regnskabet for 2024 er 51 hektar beplantet med mere end 100.000 juletræer med en samlet værdi på omkring 1,3 millioner kroner.

Langeskov Gods ligger mellem Stenstrup og Hundstrup i Svendborg Kommune og kan spores tilbage til 1782. Hovedbygningen blev opført i 1862.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling