Fynsk padelcenter til salg for 12,5 millioner kroner

Efter fire år skal Glamsbjerg Padel have ny ejer. Sælgerne peger på et allerede etableret center med gode muligheder for at udvide forretningen.

Glamsbjerg Padel er blevet sat til salg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn.
Glamsbjerg Padel er blevet sat til salg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn.

Glamsbjerg Padel er sat til salg for 12,5 millioner kroner, oplyses det i en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn, som skal formidle salget af centeret.

Padelcentret blev opført i 2022 og rummer fire indendørs baner, lounge- og opholdsarealer, omklædningsfaciliteter samt møde- og eventlokaler.

Centret blev etableret af blandt andre Bettina og Peter Falck, som ønskede at skabe mere end en traditionel padelhal. Derfor blev der bygget nyt med blandt andet varme, stor loftshøjde og faciliteter til sociale arrangementer.

Nu skal en ny ejer tage over. Ifølge Peter Falck skyldes salget blandt andet, at ejerne har andre virksomheder og arbejdsopgaver. Han driver blandt andet et vognmandsfirma med godstransport i hele Danmark.

Glamsbjerg Padel har allerede en aftale med Glamsdalens Idrætsefterskole, som har en padellinje og dermed bidrager til aktiviteten på banerne.

– Det er ikke et sted, hvor en ny ejer skal starte fra nul. Rammerne og aktiviteterne er der, og der er stadig masser af muligheder for at udvikle forretningen, udtaler Peter Falck.

Glamsbjerg Padel er blevet sat til salg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn.
Glamsbjerg Padel er blevet sat til salg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn.

Det kan blandt andet ske gennem flere firmaarrangementer, teambuilding, netværksmøder og private events.

EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn står for salget. Erhvervsmægler Mathias Demant vurderer, at centret skiller sig ud med moderne faciliteter.

– Køberen får et moderne og etableret padelcenter, men samtidig en ejendom med faciliteter med mulighed for flere indtægtskilder, udtaler Mathias Demant.

Flere interesserede købere har ifølge erhvervsmægleren allerede meldt sig, og ejendommen bliver nu markedsført bredt. Målet er at finde en ny ejer, der kan føre Glamsbjerg Padel videre.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev