Fynske Bank åbner afdeling i Aarhus

Fynske Banks ni filialer på Fyn og i Østjylland bliver snart suppleret med en filial i Aarhus. Banken er derfor på jagt efter nye lokaler.

Fynske Bank er med annonceringen af en ny afdeling i Aarhus klar til at øge sin tilstedeværelse i Østjylland, fremgår det af en pressemeddelelse.

Banken leder fortsat efter den rigtige lokation, men har rekrutteret den nye Aarhus-filials kommende direktør. Af respekt for nuværende ansættelsesforhold er navnet på den nye direktør dog endnu ikke offentligt.

– Vi glæder os over, at det er lykkedes os at tiltrække en stærk, lokal profil, som personificerer vores værdier om troværdighed, nærvær, købmandskab og fremsyn og bliver ankeret i vores nye filial. Vi skal nu have fundet en egnet lokation til filialen og har igangsat processen med at finde et stærkt team på forventeligt 8-10 rådgivere, siger administrerende direktør i Fynske Bank, Henning Dam.

Ifølge direktøren er Aarhus et oplagt valg for en ny filial.

– Udover at være Danmarks næststørste by sker der rigtig mange spændende ting i Aarhus. Der er et stærkt erhvervsmiljø for både startups og etablerede virksomheder. Der er også et rigt kulturliv, og så er Aarhus både en studie- og tilflytter by. Så det er helt oplagt og attraktivt for Fynske Bank at kigge mod Aarhus, og derfor sætter vi nu alle kræfter ind på at etablere en stærk filial i byen, siger Henning Dam.

Fynske Bank har netop offentliggjort sit næstbedste kvartalsregnskab nogensinde og har tidligere opjusteret forventningerne til årets resultat til 140-165 millioner kroner.

Banken håber, at den nye filial i Aarhus kan slå dørene op i løbet af efteråret.

Kort om Fynske Bank

Fynske Bank har ni filialer på Fyn og i Østjyllandog har netop annonceret filial nummer 10 i Aarhus. Bankens hovedkontor ligger i Svendborg og beskæftiger 170 medarbejdere.

Kilde: Fynske Bank.