
Fynske Bank går i juni 2026 i gang med byggeriet af et nyt domicil i Cortex Park i Odense tæt på Syddansk Universitet, motorvejen og letbanen.
Det oplyser banken i en pressemeddelelse.
Projektet er udviklet i samarbejde med 5E Byg og C&W Arkitekter og skal både rumme bankens egne kontorer og et kontorhus med fleksible erhvervslejemål.
– Vi har i fællesskab med vores samarbejdspartnere skabt en løsning, hvor der er plads til vækst, og hvor vi får optimale rammer for både kunder og medarbejdere, udtaler Henning Dam, administrerende direktør i Fynske Bank.
Den første etape af byggeriet får et samlet areal på 6.500 kvadratmeter. Fynske Bank kommer til at eje og anvende halvdelen af arealet, hvor bankens stabsfunktioner og rådgivere i Odense samles i ét fælles hovedkvarter med omkring 120 medarbejdere.
Den anden halvdel af bygningen bliver et kontorhus med fleksible lejemål til virksomheder. Denne del ejes i fællesskab af 5E Holding og Fynske Bank.

Entreprenørvirksomheden har selv til huse i Cortex Park og har de seneste 10 år sat sit store præg på området med en lang række byggeprojekter.
– Vi har allerede oplevet en pæn efterspørgsel efter lejemål, så vi har kun omkring 2.000 kvadratmeter ud af de 3.250 tilbage, udtaler koncerndirektør Torben Nielsen fra 5E Byg.
– Cortex-området er i klar vækst, og der er et stort marked for fleksible lejemål. Infrastrukturen i området er god, og byen vokser den vej.
Byggeriet får parkeringskælder og fælles kantine for husets lejere. Bygningen er udformet med en central kerne, som gør det muligt at opdele etagerne i mindre enheder og dermed skabe fleksible kontorløsninger.
– Det forventer vi rigtigt meget af, fordi vi på den måde skaber fleksible lejemål, der kan udvikle sig med lejerne. På det område synes jeg, at vi sætter nye standarder, udtaler Christian Thuesen, administrerende direktør i C&W Arkitekter.
Byggeprojektet ventes at stå færdigt i begyndelsen af 2028. Projektet rummer også mulighed for en senere udvidelse i en anden etape.






















