
Det bliver næsten kun indervæggene, der får lov at stå urørte, når Solvænget i Nørre Aaby skal renoveres.
Det skriver Fyens.dk.
De 64 boliger, som blev opført mellem 1946 og 1953, skal blandt andet have nye tage, køkkener, badeværelser, facader og tekniske installationer.
Regningen lander på godt 165 millioner kroner. Det svarer til omkring 2,6 millioner kroner per bolig. Boligforeningen Lillebælt har alligevel valgt renovering frem for nedrivning og nybyggeri.
Ifølge boligforeningens formand Alex Gren handler det både om bæredygtighed og om at bevare områdets historie som arbejderkvarter. Ved at renovere kan eksisterende materialer og ressourcer genbruges.
– Bygningerne blev oprindeligt opført som arbejderboliger. De fortæller derfor en historie om både byen, industrien og de mennesker, der har boet og arbejdet her gennem generationer. Den historie, synes vi, er værd at bevare, siger Alex Gren til Fyens.dk.
Renoveringen skal også give flere tidssvarende almene boliger i byen. Tolv af boligerne bliver samtidig ombygget til såkaldte tilgængelighedsboliger.
Prisen får dog konsekvenser for beboerne. Den gennemsnitlige husleje ventes at stige fra 784 til 990 kroner om året per kvadratmeter, svarende til en stigning på godt 25 procent. Derudover må beboerne regne med yderligere regulering af huslejen frem mod indflytningen.
Alle beboere skal i en periode på omkring seks måneder genhuses, mens arbejdet står på. Renoveringen er foreløbigt planlagt til at begynde i andet kvartal 2027 og forventes gennemført omkring tre år senere.
Kuben Management er bygherrerådgiver, Rambøll er totalrådgiver med C&W arkitekter som underrådgiver. Projektet går nu videre med projektering og udbud. Entrepriseudgifterne forventes at lande på 84,5 millioner kroner.






















