Barfoed Group har base i Odense. Foto: © Dansk Byudvikling.
Barfoed Group har base i Odense. Foto: Dansk Byudvikling.

En række af Odenses mest markante ejendomsudviklere og investorer advarer i et indlæg i Fyens.dk om, at langsom sagsbehandling risikerer at bremse byens udvikling.

Bag advarslen står blandt andre Frederik Barfoed og Niels Thorborg samt i alt 11 aktører i ejendomsbranchen.

Advarslen kommer på et tidspunkt, hvor Odense har ambitiøse mål for vækst. Byen sigter mod 235.000 indbyggere i 2035 og plads til 5.000 flere beboere i centrum allerede i 2030. De seneste år har budt på omfattende byudvikling med nye kvarterer, boliger og erhvervsbyggeri, men udviklingen er ifølge investorerne begyndt at støde på barrierer.

Nye tal viser, at byggesagsbehandlingen i 2025 i gennemsnit tog 89 dage. Det er næsten en fordobling siden 2020, hvor behandlingstiden lå på 47 dage. Samtidig placerer Odense sig i den dårligste tredjedel blandt landets kommuner. I målinger af erhvervsklimaet ligger byen som nummer 52, når virksomheder vurderer byggesagsbehandlingen.

Annonce

Ifølge investorerne betyder de lange ventetider, at projekter bliver forsinket eller sat i stå. Det kan tage op til et halvt år at få godkendt mindre ombygninger som taglejligheder, mens ændringer fra erhverv til bolig kan tage op mod otte måneder. Manglende eller forsinkede lokalplaner kan desuden udskyde større projekter i årevis.

By- og kulturrådmand Lars Chr. Lilleholt (V) har til Fyens.dk fortalt, at der arbejdes på at få sagsbehandlingstiderne nedbragt.

– Jeg er glad på hele Odenses vegne, når jeg hører meldingerne fra rådmanden. Han sagde det også allerede under kommunalvalgkampen i efteråret, så jeg er sikker på, der kommer til at ske noget. Det er helt afgørende for byens udvikling, og vi kan løfte den i fællesskab, siger Frederik Barfoed til Fyens.dk.

Bag opråbet står: Frederik Barfoed fra Barfoed Group, Michella Bill Rasmussen fra Cityhuset, Nina Bøg Madsen fra Bøg Madsen Ejendomme, Lars Friis Christensen fra Ejendomsselskabet Olav de Linde, Jonas Kirkeby Nielsen fra A. Enggaard, Jimmy Nyland Andersen fra Odense Bolig, Carsten Rasmussen fra Humlebo Ejendomme, Flemming Rasmussen fra PLP Ejendomme, Jesper Steen Tastesen fra Tasfo Selskaberne, Niels Thorborg fra 3C Groups og Mogens Tveskov fra Togt.

Ifølge underskriverne er der en fælles interesse mellem kommune og investorer i at få processerne til at fungere bedre. Ellers risikerer Odense at miste momentum i en udvikling, der ellers har været en succes de seneste år.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev