Gågade i Odense får et løft for 15 millioner kroner

I 2026 sættes udbud og rådgivning i gang for at udvikle en permanent løsning, der skal styrke handelslivet i Kongensgade i Odense.

Odense Kommune afsætter 15 millioner kroner til et permanent løft af Kongensgade som en del af budgetaftalen for 2026.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Pengene fordeles over tre år med to millioner kroner i 2026, otte millioner kroner i 2027 og fem millioner kroner i 2028. Målet er at styrke bylivet og udvikle Odense som en grøn, sund og attraktiv storby, hvor flere mennesker bor og færdes i centrum.

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) fremhæver, at bymidten allerede tiltrækker mange, men at potentialet i Kongensgade er endnu større.

– Vi har allerede en stærk bymidte, hvor flere bor end for ti år siden, og hvor kultur og oplevelser tiltrækker mange, udtaler borgmesteren.

Annonce

– Netop bymidten som mødested og ramme for oplevelser skal vi dyrke endnu mere i tæt samspil med et stærkt handelsliv. Det gælder også Kongensgade, som ligger tæt på attraktive destinationer og omgivelser. Her er der særligt stort potentiale i at styrke gadens profil med handel, oplevelser, kunst og kultur.

De kommende tiltag bygger på erfaringer fra de midlertidige byrum, der siden 2024 har sat sit præg på gaden med omkring hundrede nyplantede træer og installationer som “Haven bag murerne” og “Boblerne”.

De midlertidige installationer ændres nu som led i næste fase. I uge 47 begynder nedtagningen af “Blomsterhaven” i Kongensgade Syd, hvor materialerne genanvendes, og mange træer flyttes til nye placeringer i byen.

“Haven bag murerne”, “Boblerne” og udvalgte træer får lov at blive stående et år mere efter dialog med ejere og erhvervsdrivende.

I 2026 sættes udbud og rådgivning i gang for at udvikle den permanente løsning, der blandt andet skal styrke handelslivet, skabe bedre rammer for oplevelser og sikre klimatilpasning med træer og regnbede i samarbejde med Vandcenter Syd. Løsningen forventes færdig i 2028.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling