Gaderenovering i Ribe er afsluttet. Foto: PR.
Gaderenovering i Ribe er afsluttet. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Gravsgade, Korsbrødregade, Sønderportsgade er vendt tilbage til et mere originalt udtryk, fordi asfalt er blevet udskiftet med brosten, skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen oplyser, at gaderne nu prydes af slidte brosten med den helt rigtige patina. Brostenene er hentet fra Tyskland.

Stykket langs husfacaderne prydes af små pigsten, mens fortovene fremstår med gangvenlige granitbånd. De velkendte Ribe-lamper er blevet moderniseret, efter et lag maling og en ny kobberhat har de fået fornyet liv. Beboerne i gaderne har spædet til med bænke og potter ved gadedørene.

– Fra Esbjerg Kommunes side ville vi gerne have inviteret til en festlig indvielse af gaderne. For vi skylder beboerne i de berørte gader en stor tak ovenpå de gener og ulemper, som arbejdet helt uundgåeligt har medført. Afspærringer, arbejdskørsel og støj og vibrationer fra arbejdet har sat sit præg på gaderne, hvor julefreden nu får lov til at sænke sig. Desværre kan vi ikke fejre færdiggørelsen sammen, men hver især kan vi nyde det færdige resultat, udtaler formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (S) i pressemeddelelsen..

Gaderenovering i Ribe er afsluttet. Foto: PR.
Gaderenovering i Ribe er afsluttet. Foto: PR.

DIN Forsyning har gennemført et omfattende kloakeringsarbejde i de gamle gader. Arbejdet er blevet udført med forsigtighed af hensyn til Ribes kultursvamp. Det er nemlig vigtigt at bevare fugten i undergrunden, så lagene ikke tørrer ud og husene sætter sig, lyder det fra kommunen.

– Vi har udført en traditionel separatkloakering, hvor vi adskiller regn og spildevand. Det gør områderne mere robuste i forhold til at undgå oversvømmelser i forbindelse med regn. Men selvom separatkloakering er noget, vi laver mange steder hvert eneste år, har det været usædvanlige forhold at arbejde under, fordi der har været ekstra hensyn at tage. Men det er lykkedes rigtig godt – takket være entreprenørens store forståelse af, hvor vigtigt det er at være forsigtig, når det gælder Ribes undergrund, fortæller Tommy Andersen fra DIN Forsyning, der har været projektleder på kloakarbejdet.

Selvom belægningsarbejdet er færdigt, har DIN Forsyning stadig kloakarbejde at udføre i Ribe i de kommende år. Det gælder andet andet Erik Menveds Vej, Rosen Allé og Saltgade.

Flere historier fra Ribes undergrund

Fra sidelinjen har Sydvestjyske Museer fulgt nøje med undervejs for at sikre, at kultursvampen ikke led under arbejdet og der er blevet føjet nye kapitler til Ribes historie på baggrund af de fund, der er gjort i gaderne.

I den sydlige ende af Korsbrødregade fandt man rester af Gråbrødrekloster, som lå der indtil Reformationen i 1536. I den nordlige ende mod Skibbroen fandt man rester af bolværkskonstruktioner fra 1200-tallet og renæssancen, som vidner om to byudvidelser mod nord, da man udvidede byen længere end det tørre land ved Grønnegade tillod.

Museet har for første gang haft lejlighed til at undersøge byporten Sønderport, som kendes fra 1370 og som lå i Sønderportgade frem til 1801. Det krævede en dispensation fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Tykkelsen på muren viser at der var tale om en stor bygning på tre etager – det forklarer hvorfor porten blev kaldt Tårnporten i slutningen af 1500-tallet. Ligesom ved Nørreport er Sønderport nu markeret i belægningen, så man på nærmeste hold kan forestille sig, hvordan det var at ankomme til byen fra syd.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling