
En markant erhvervsejendom med historiske rødder i Sejs-Svejbæk ved Silkeborg er nu sat til salg.
Ejendommen på Julsøvej 201, kendt som den tidligere Svejbæk Træskofabrik, udbydes til en kontantpris på 9,5 millioner kroner hos Nordicals Silkeborg.
Ejendommen rummer i alt 1.007 kvadratmeter erhvervsareal på en grund på 2.051 kvadratmeter. Omkring 544 kvadratmeter ligger i stueplan. Den årlige driftsudgift er oplyst til 77.255 kroner.
Den oprindelige fabriksbygning blev opført i 1917 og er siden løbende ombygget og moderniseret, senest med en større opdatering og tilbygning i 2016. På begge sider af bygningen er der etableret parkeringspladser til medarbejdere og besøgende.
Ifølge erhvervsmæglerfirmaet fremstår ejendommen i dag som en præsentabel erhvervsbygning, hvor den industrielle arkitektur med synlige konstruktioner, store sprossede vinduer og højt til loftet er bevaret. På første sal er der loft til kip med synlige spær og ovenlysvinduer, som giver et markant lysindfald i rummene.
– Vi er i en by, der er meget ung, og der er faktisk ikke ret mange af de her gamle ejendomme, siger daglig leder, associeret partner og erhvervsmægler Mads Faber fra Nordicals Silkeborg til Midtjyllands Avis.
Bygningen er indrettet, så den kan anvendes til flere typer erhverv. Den kan blandt andet rumme kontorer, showroom, klinikker, sundhedshus, kreative værksteder eller café- og butikskoncepter. Ejendommen henvender sig både til virksomheder, der ønsker at samle aktiviteter under ét tag, og til investorer, der søger en karakterfuld erhvervsejendom til udlejning.
Historisk har ejendommen haft flere forskellige funktioner. Svejbæk Træskofabrik var i første halvdel af det tyvende århundrede en af de største producenter af træsko i området og fungerede fra 1919 til 1946.
Senere blev produktionen omlagt til blandt andet skolemøbler og gymnastikudstyr, og der var sadelmagerværksted på første sal. Omkring 1969 overtog SIS International virksomheden og anvendte siden bygningerne, de senere år blandt andet som møbelshowroom.
Senest har ejendommen dannet ramme om handelsvirksomheden Zolo International, som nu er flyttet til større lokaler.
Ifølge Tingbogen ejes ejendommen af Leif Nygaard, Jan René Sørensen og Mikkel Elsøe.





















