Den gamle ungdomsskole på Primulavej 5 i Vordingborg skal omdannes til seniorboliger. Foto: Google Maps.
Den gamle ungdomsskole på Primulavej 5 i Vordingborg skal omdannes til seniorboliger. Foto: Google Maps.
Annonce

En markant rødstensejendom på Primulavej 5 i Vordingborg får nyt liv. Den tidligere ungdomsskole, der før det også har fungeret som plejehjem, skal nu omdannes til seniorvenlige lejeboliger.

Vordingborg Kommune har netop solgt ejendommen i offentligt udbud, og køber er ejendomsselskabet Estate Invest.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Næstved, som har formidlet salget af ejendommen.

Den gamle skole har i over tyve år været samlingssted for unge i kommunen, men som led i en strategi om at reducere antallet af kommunale kvadratmeter, er ejendommen nu afhændet. Estate Invest overtager bygningen i starten af 2026 og går derefter i gang med at omdanne den til moderne boliger for ældre.

Planen er at etablere mellem 14 og 16 lejligheder med elevator og attraktive udearealer.

Ifølge direktør Peter Nielsen fra Estate Invest er behovet for seniorvenlige boliger stigende, også i Vordingborg, hvor markedet tidligere har været begrænset.

– For bare fem-syv år siden var der ikke et marked for det i Vordingborg, men boligbehovene ændrer sig hele tiden, og det er efterspørgslen efter seniorvenlige boliger et godt bevis på, udtaler Peter Nielsen.

– Tidligere har folk ikke været villige til at betale en lidt højere leje for seniorbehov, blandt andet tilgængelighed, sikkerhed og fællesskab, men det har ændret sig, og seniorvenlige boliger er i høj kurs landet over.

Ifølge Allan Bødtger Simonsen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som har stået for salget, skyldes det blandt andet den centrale beliggenhed tæt på både by, vand, natur og indkøb.

Han fremhæver, at Vordingborg – ligesom resten af landet – har mangel på seniorboliger, og at genbrug af kommunale ejendomme kan være en del af løsningen.

Ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech har der i forbindelse med udbuddet været stor interesse for og flere bud på ejendommen.

Prisen på handlen oplyses ikke, og handlen er endnu ikke tinglyst.

Tilmeld Nyhedsbrev