For nyligt tog Nordstern og Lejerbo det første spadestik til renoveringen af den karakteristiske sygehusbygning på den tidligere sygehusgrund, der omdannes til en ny bydel med navnet Herning+.
Nordstern er totalentreprenør og projektudvikler i området i samarbejde med bygherrer fra KP Invest og PKA samt arkitekter fra Sweco Danmark og ingeniører fra Afry.
Med sygehuset som det historiske omdrejningspunkt opføres i alt 600 nye boliger, fordelt på forskellige boligtyper, som omkranses af fællesfaciliteter som caféer, specialbutikker og opholdsområder.
Det skriver Nordstern i en pressemeddelelse.
Nordstern har i tæt samarbejde med Herning Kommune og bygherre Lejerbo planlagt en renovering, der både bevarer bygningens historiske værdi og skaber plads til nye lejligheder, oplyses det.
– Vi er glade for endelig at være i gang med renoveringen af denne historiske bygning, udtaler Gert Jakobsen, projektchef hos Nordstern.
– Vi har haft fokus på at fastholde bygningens oprindelige sjæl, samtidig med at vi omdanner de tidligere sengestuer til moderne ungdoms- og familieboliger.
Sygehusets historiske kendetegn skal bevares
Sygehusets historie strækker sig tilbage til 1909, og bygningen har gennem årene gennemgået flere udvidelser. Herning Kommune har været med til at vurdere, hvilke elementer fra bygningens fortid, der skal bevares, herunder originale døre og farvesætning, som vil blive genskabt med respekt for den oprindelige arkitektur.
– Det betyder meget for os at bevare sygehusets særegne arkitektoniske kendetegn,” fortæller Ulla Helena Jensen, forperson for Lejerbo Herning.
– Vi ser dette projekt som en unik mulighed for at give bygningen nyt liv og samtidig sikre, at dens kunstneriske og historiske værdier lever videre for fremtidige generationer.
Renoveringen af sygehuset omfatter i alt 126 boliger – 102 ungdomsboliger og 24 familieboliger – samt fællesfaciliteter som studierum og opholdsarealer. De udendørs omgivelser bliver indrettet som en del af Herning+ projektet, med opholdsområder til både beboere og lokale. Bygningens kælder bliver også renoveret for at skabe yderligere studierum, som vil stå klar til brug ved studiestart sommeren 2026.
– Det har været en fornøjelse at arbejde med Lejerbo og Herning Kommune på dette projekt. Bygningen har krævet særlige kompetencer inden for renovering, og vi er stolte af at kunne bringe vores erfaring og kapacitet i spil, siger Gert Jakobsen.
Hele projektet forventes at være afleveret til sommer 2026.
I foråret 2025 sættes byggeriet af et højhus på 25 etager på sygehusgrunden efter planen i gang.
Om omdannelsen af den gamle sygehusbygning
- Bygherre: Lejerbo
- Renoveringen af sygehuset omfatter i alt 126 boliger – 102 ungdomsboliger og 24 familieboliger – samt fællesfaciliteter som studierum og opholdsarealer.
- Hele Herning+ rummer 14 individuelle byggeprojekter på i alt 56.000 kvadratmeter, rettet mod enkeltpersoner, familier og seniorer. I alt opføres 600 boliger med samme antal parkeringspladser.
Kilde: Nordstern.