Peter J. Mattsen, direktør i Nybolig.
Peter J. Mattsen, direktør i Nybolig.

Mens det meste af erhvervslivet har skruet ned for bluset på grund af nedlukningen af Danmark, handles der stadig boliger. En ny rundspørge blandt ejendomsmæglerkædens Nyboligs 220 forretninger viser, at der stadig er godt gang i bolighandlerne i forårssolen.

– Ifølge tallene er der tale om en mindre nedgang i antallet af handler, men der er faktisk grund til at glæde sig over, at ikke alle danskere sætter deres boligplaner på standby under denne sundhedskrise. Så sent som i weekenden kunne mange af vores forretninger i samtlige landsdele melde om fremvisninger og salg, siger Peter J. Mattsen, der er direktør i Nybolig.

I Humlebæk i Nordsjælland fortæller indehaver af Nybolig Humlebæk & Fredensborg, Thomas Jürgensen, at han alle hans medarbejdere stadig har kunder at betjene.

– Det er da ikke helt som før Corona, men vi viser stadig boliger frem og hjælper kunderne videre, og så skal man som mægler bruge lidt flere ressourcer på at overbevise kunderne om, at det er både sikkert og fornuftigt at handle boliger nu, siger Thomas Jürgensen.

Ifølge Thomas Jürgensen er renten stadig attraktiv og overvejer man at sælge, er der masse købere derude.

– Vi har lige solgt tre lejligheder i weekenden, og vi kan altså ikke mærke, at behovet for at skifte bolig har ændret sig, fordi vi befinder os i en sundhedskrise. Flyttebehovet vil altid være der, det handler blot om at være mere fleksibel og forsigtig, når vi omgås hinanden, siger Thomas Jürgensen.

Samme melding kommer fra hans kollega i Slagelse, Peter Valentin, som er indehaver af Nybolig Slagelse.

– Det er faktisk en skam, at folk vælger at udsætte deres boligsalg, for boligmarkedet er vældig stærkt. Vi har lige sat en landejendom til salg, som i vores område måske ikke har flest købere, men alligevel har vi allerede på en uge har haft tre fremvisninger med interesserede og seriøse købere, så jeg synes, at folk skal prøve at kigge frem og tænke, at en bolig er en langsigtet investering, siger Peter Valentin.