Gavl på 226 år gammelt hus skaber strid

Ejendomsselskab har genopført en gavl i gasbeton på en bevaringsværdig ejendom uden først at få den nødvendige godkendelse. Nu vil kommunen tage sagen op med ejeren.

Ejendommen på Algade 133 i Vordingborg. Foto: Google Maps.
Ejendommen på Algade 133 i Vordingborg. Foto: Google Maps.

En gavl på den bevaringsværdige ejendom Algade 133 i Vordingborg kollapsede og blev efterfølgende genopført i gasbeton.

Men ifølge Vordingborg Kommune havde Estate Invest ikke søgt om tilladelse til ændringen.

Det skriver SN.dk.

Ejendommen, der er opført omkring 1800, er registreret med en høj bevaringsværdi. Kommunen har ganske vist godkendt Estate Invests planer om at omdanne ejendommen fra erhverv til seks lejligheder og opføre flere mindre bygninger, men ansøgningen omfattede ikke den nye gavl.

Kommunen oplyser, at udvendige ændringer på ejendommen skal godkendes af planafdelingen. Der er endnu ikke truffet beslutning om, hvad der skal ske med gavlen.

Bevaringsforeningen for Præstø og Omegn kalder løsningen med gasbeton for brutal, mens By og Land Danmark mener, at manglende tilladelser bør få konsekvenser.

Estate Invest oplyser til SN.dk, at gavlen var akut svækket med risiko for sammenstyrtning. Ifølge selskabet blev bygningen derfor sikret, og genopbygningen sker efter anvisning fra rådgivere og ingeniører. Selskabet fastholder samtidig gavlens dimensioner og det pudsede og malede facadeudtryk.

– Den myndighedsmæssige afklaring af den ændrede konstruktionsopbygning håndteres som en del af byggesagen, siger administrerende direktør i Estate Invest, Simon Sellers, til avisen.

Vordingborg Kommune vil nu tage kontakt til ejeren. Det er endnu uvist, om kommunen vil kræve ændringer eller acceptere den nye gavl. Et eventuelt påbud vil bero på en konkret vurdering og skal træffes politisk.

Ifølge tinglysningen købte Estate Invest ejendommen for 6 millioner kroner i slutningen af 2025.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev