
Et enigt byråd i Solrød Kommune har nu godkendt lokalplanen for Havdrup Skovby øst for Ørnesædevej.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Planen omfatter et areal på 17 hektar, hvor der bliver plads til 150 nye boliger samt mulighed for at etablere enten et friplejehjem eller en børnehave.
– Havdrup Skovby bliver et dejligt boligområde med gode faciliteter for alle aldre og beliggende i naturskønne omgivelser, siger Morten Scheelsbeck (K), der er formand for kultur- og naturudvalget.
Det nye boligområde får adresser på Nældevej, Skræppevej og Løvetandsvej, og samtidig skifter den sydlige del af Ørnesædevej navn til Skovengen.
Lokalplanen lægger vægt på at skabe et attraktivt og sammenhængende boligområde for alle aldersgrupper i tæt samspil med naturen.
En grøn kile med stiforbindelser skal forbinde Havdrup Skovby med den nye skov, der etableres som en del af vand- og naturprojektet Solrød Bæk. Landskabet vil udvikle sig fra åbne engarealer til tættere beplantning mod skoven, og netop naturen har inspireret områdets nye vejnavne.
Planen åbner også mulighed for at indrette den eksisterende gård i området til fælles formål som forsamlingshus, værksted eller andre fællesskabsaktiviteter.
Planen er første etape af en større udvikling. I alt skal der nemlig bygges op mod 375 boliger i området. Den videre planlægning forudsætter dog, at Planlovens og Fingerplanens regler om byvækst kan overholdes.





















