
Savills har formidlet salget af boligprojektet Horisonten i Ishøj, hvor Gefion Group i samarbejde med entreprenøren Ingcon har solgt projektet til Urban Partners.
Det oplyser erhvervsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.
– I takt med at København bliver mere og mere attraktiv, oplever vi også stigende interesse for forstæderne omkring byen, som kombinerer nærhed til både byliv og natur, udtaler Thomas Riise-Jakobsen, partner og landechef for Danmark hos Urban Partners.
– Vi er derfor meget glade for at kunne bidrage til udviklingen af et nyt og spændende boligområde i Ishøj.
Projektet omfatter cirka 9.600 kvadratmeter og skal rumme 148 lejeboliger med to til fire værelser. Boligerne opføres i et tidligere industriområde, som i disse år udvikles til et nyt boligkvarter med adgang til dagligvarebutikker, skoler, daginstitutioner, grønne områder og offentlig transport.
– Vi er meget tilfredse med at have gennemført salget til Urban Partners, som er en stærk og langsigtet investor, udtaler Thomas W. Færch, administrerende direktør i Gefion Group.
Byggeriet af Horisonten forventes afsluttet inden sommeren 2027. Projektet er tegnet af ACT Architects.























