Gefion Group sælger kontorejendom på Amager til Quadoro Sustainable Real Estate Europe. Foto: PR.
Gefion Group sælger kontorejendom på Amager til Quadoro Sustainable Real Estate Europe. Foto: PR.

Ved Amager Strandvej lige overfor Sundby Sejlklub og blot 7 minutter med Metroen fra Kongens Nytorv udvikler Gefion Group et større område på 40.500 kvadratmeter med cirka 300 boliger, kontorer, mindre butikker og caféer. Som led i dette udviklingsprojekt har Gefion Group netop solgt en eksisterende kontorejendom på cirka 9.300 kvadratmeter til Quadoro Sustainable Real Estate Europe for 167 millioner kroner. Det skriver Gefion Group i en pressemeddelelse.

Amager Strandvej har gennem de sidste 10 år gennemgået en gevaldig forvandling, hvor der både er bygget nyt, og eksisterende ejendomme er blevet renoveret. Amager Strandpark, som rekreativt område, er blevet etableret, og sidst men ikke mindst har Metroen gjort det muligt at komme hurtigt og bekvemt til og fra Amager. Alt i alt en udvikling, som har skabt en stor interesse for området.

– Byggeriet langs Amager Strandvej er det sidste inden området kan kaldes helt færdigudviklet, og derfor oplever vi en stigende interesse for området fra både inden og udenlandske investorer. Salget af ejendommen til Quadoro er sket i samarbejde med NCAP, RED Cushman Wakefield, Accura og Bruun & Hjejle, udtaler Thomas Færch, der er administrerede direktør i Gefion Group i pressemeddelelsen..

Erhvervsejendommen, som Gefion Group har solgt til den tyske fond, Quadoro Sustainable Real Estate Europe, blev erhvervet i december 2017. Ejendommen er efterfølgende blevet udviklet og delvist renoveret lige såvel som det tilhørende parkeringsareal. I april 2019 flyttede Ordnung Office Hotel ind på knap 1.900 kvadratmeter. Ejendommen er bygget i 1951 har et grundareal på 11.900 kvadratmeter. Der hører 74 parkeringspladser til ejendommen.

Derudover arbejdes der på at etablere en privat daginstitution med både vuggestue, børnehave og udflytterbørnehave. Der er yderligere planer om at etablere et stort fitnesscenter. Alt sammen faciliteter, som vil skabe et godt nærmiljø til de mange kommende beboere, der indenfor cirka et års tid, skal flytte ind i de 300 boliger, som Gefion Group er ved at opføre i området.