Gefion Group vil bygge hotel og 100 boliger på Bornholm

Et boligprojekt på Nexø Havn skal nu kobles sammen med et hotel på den tidligere fiskefabriks areal. Samtidig skal hele molen indgå i den nye planlægning.

Gefion Group vil bygge boliger og hotel på Nordmolen på haven i Nexø. AI-generet volumenskitse fra projektmaterialet.
Gefion Group vil bygge boliger og hotel på Nordmolen på haven i Nexø. AI-generet volumenskitse fra projektmaterialet.

Planerne for Nordmolen på Nexø Havn bliver ændret markant, skriver Byrummonitor.

Bornholms Regionskommune vil sætte gang i en ny kommuneplanlægning og lokalplanlægning, der fortsat skal give plads til 100 boliger, men også åbne for et hotel og restaurant på det areal, hvor ScanBio har sin fiskefabrik.

Bag projektet med bebyggelse i fem etager står Gefion Group i samarbejde med Sweco Architects.

Oprindeligt besluttede kommunalbestyrelsen i april 2023 at igangsætte planlægningen af 100 boliger og erhvervsarealer. Siden er forudsætningerne imidlertid ændret. Blandt andet blev det planlagte projekt med en strandpark på Nordmolen droppet i juni 2023.

Samtidig er boligprojektet stødt ind i en miljøkonflikt. Skibe til og fra ScanBio kan skabe støj, som gør det vanskeligt at etablere boliger tæt på fiskerivirksomheden. Kommunen oplyser, at det ikke har været muligt at finde løsninger, der i tilstrækkelig grad kan begrænse støjen.

Løsningen er nu, at Gefion Group har indgået en købsaftale med fiskefabrikken ScanBio om virksomhedens bygninger. Aftalen er dog betinget af, at den kommende planlægning giver mulighed for at etablere hotel på arealet. Hvis projektet gennemføres, vil driften i bassinet ophøre.

Hotel med op til 80 værelser

Gefion Group vil bygge boliger og hotel på Nordmolen på haven i Nexø. Situationsplan fra projektmaterialet.
Gefion Group vil bygge boliger og hotel på Nordmolen på haven i Nexø. Situationsplan fra projektmaterialet.

De nye planer lægger op til levende stueetager, hotel og restaurant samt muligheden for mindre butikker. Østsiden af molen skal fungere som adgangsvej.

Planen opererer med omkring 100 boliger, hvor cirka 80 procent foreslås som flexboliger og 20 procent som helårsboliger. Samlet omfatter projektet 9.500 kvadratmeter boliger fordelt på fem punkthuse.

Dertil kommer et nyt hotel på cirka 2.750 kvadratmeter, der etableres på ScanBios grund.

Hotellet kan ifølge forslaget rumme omkring 80 lejlighedslignende enheder samt en restaurant på cirka 250-350 kvadratmeter. En alternativ opgørelse arbejder med omkring 60 værelser på 30 kvadratmeter eller 40 værelser på 45 kvadratmeter.

Politikerne i Miljø- og Erhvervsudvalget anbefalede den 22. september 2026 at gå videre med planlægningen. Et enkelt udvalgsmedlem, Helle Munk Ravnborg (EL), ønskede dog, at alle boliger får bopælspligt og dermed skal bruges til helårsbeboelse.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev