Politikerne i byrådet i Assens Kommune har vedtaget en ny udviklingsplan, der skal sætte kursen for fremtidens Glamsbjerg.
Planen er skabt i tæt samarbejde med arkitekter fra Sted By og Landskab samt borgere, foreninger og virksomheder. Målet er at gøre byen til en mangfoldig familieby med et grønt bystrøg, der trækker skoven ind i midten af byen.
– Det handler om at styrke Glamsbjergs identitet, sammenhængskraft, oplevelsesmuligheder og byliv så Glamsbjerg også i fremtiden er en attraktiv by at bo og leve i, udtaler Søren Steen Andersen (V), borgmester i Assens Kommune.
Udviklingen skal blandt andet samle byen, fremhæve grønne oplevelser og gøre skjulte perler som idrætshaller, bibliotek og legepladser mere tilgængelige. Allerede nu er de første projekter på vej, blandt andet nye legeområder og en pavillon i cykelnetværket.
Et dispositionsforslag er udarbejdet som grundlag for realiseringen af planen. Her er der lagt vægt på at styrke Glamsbjergs identitet gennem projekterne Bystrøget og Havegangen, der skal forbinde midtbyen og skabe en samlet oplevelse af byens mange tilbud. Havegangen foreslås som første indsats, mens arbejdet med Bystrøget afventer yderligere afklaring af trafikale løsninger.
Desuden er der fokus på byfortætning og omdannelse af eksisterende bygninger frem for nybyggeri i landskabet rundt om byen.
Forslagene skal realiseres i etaper og afhænger af kommende budgetforhandlinger. En henvendelse fra ejere af flere ejendomme i byen om bredere anvendelsesmuligheder vil blive behandlet i forbindelse med senere lokalplanlægning.
Byrådet har samtidig afsat 200.000 kroner til kultur- og foreningsliv for at skabe mere liv i byen.
I forbindelse med den offentlig høring af udviklingsplanen kom der ni svar, især med fokus på stier. Det førte til ændringer i planen, blandt andet at visse stiforløb blev fjernet eller justeret, og at ideen om en økolandsby i Dærup blev beskrevet på et mere overordnet niveau.























