Glaseksperten i Hjørring har investeret et tocifret millionbeløb i en ny fuldautomatisk skærehal, som betegnes som fabrikkens hjerte.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Investeringen skal både forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne og øge produktionens kapacitet med op til 30 procent. Samtidig giver den nye teknologi større fleksibilitet til håndtering af forskellige glastyper og kortere leveringstider til kunderne.
– Vores tidligere skærehal havde udtjent sin rolle, og selvom vi kunne have nøjedes med en mere enkel udskiftning, valgte vi at gå skridtet videre og investere i et langt mere ambitiøst setup, udtaler fabrikschef Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen.
Flere af håndteringsprocesserne i skærehallen bliver automatiserede, hvilket skåner operatørerne for tunge løft og belastende rutiner. Samtidig bliver udskæringerne mere præcise, hvilket reducerer spild og giver bedre udnyttelse af råmaterialerne.
– Investeringen er ikke foretaget for at spare hænder væk, men for at forbedre arbejdsmiljøet og for at kunne indfri vores vækstambitioner med det stærke team, vi allerede har, forklarer Jacob Arend Østergaard, chef for tekniske projekter hos Glaseksperten.
Skærehallen installeres i december og forventes at være fuldt driftklar fra april. Udover skærehallen har Glaseksperten i år også investeret i en ny rejfer til kantbearbejdning, en robot til et eksisterende skærebord samt ny software og vision control scannere, der skal styrke kvalitetsovervågningen i produktionen.























