Isometrisk afbildning af forslag til ny forplads og sideindgang med tilgængelighed for alle. Illustrationen afspejler et tidligt stade i projekteringsfasen. Illustration: Erik Brandt Dam Arkitekter.
Isometrisk afbildning af forslag til ny forplads og sideindgang med tilgængelighed for alle. Illustrationen afspejler et tidligt stade i projekteringsfasen. Illustration: Erik Brandt Dam Arkitekter.

Glyptoteket i København står foran en omfattende restaurering, der skal sikre museets historiske bygninger og samlinger for fremtiden.

Det skriver museet i en pressemeddelelse.

Ny Carlsbergfondet og Carlsbergfondet har tilsammen bevilget 1,5 milliarder kroner til projektet.

– Museet er oprindelig opført i særdeles høj kvalitet, og restaureringen er et omfattende og kostbart projekt, som kræver kloge, skræddersyede løsninger. Med disse bevillinger, der sikrer 75 procent af det samlede budget, står vi stærkt i arbejdet med at rejse den resterende finansiering, udtaler Gertrud Hvidberg-Hansen, direktør Glyptoteket.

Museet, som blev grundlagt af brygger Carl Jacobsen og åbnede i 1897, har i dag mere end en halv million besøgende om året.

Efter mere end et århundredes brug er der dog behov for at reparere nedslidte bygningsdele, udbedre sætningsskader og modernisere tekniske installationer, brandsikring og indeklima.

Samtidig skal publikumsfaciliteterne forbedres, så museet kan håndtere et stigende antal gæster og skabe bedre adgang til udstillingerne.

Restaureringen forventes at vare fire-seks år, når den samlede finansiering er på plads. I en del af perioden vil museet være lukket, mens samlingen i stedet vil blive vist andre steder.

Tilmeld Nyhedsbrev