Godsejer får forbud mod nedrivning af hovedbygning

Det vil koste over 27 millioner kroner at renovere bygningen, vurderer godsejerens rådgivere. Men der er ikke udsigt til tilladelse til nedrivning.

Ejeren af Bødstrup Gods, Nicolas Bernhoft, vil rive hovedbygningen ned. Foto: Klimadatastyrelsen.
Ejeren af Bødstrup Gods, Nicolas Bernhoft, vil rive hovedbygningen ned. Foto: Klimadatastyrelsen.

Ejeren af Bøstrup Gods, Nicolas Bernhoft, får efter alt at dømme ikke tilladelse til at rive godsets hovedbygning ned for at erstatte det med et nybyggeri med hotel- og konferencecenter.

Det daværende Teknik- og Miljøudvalg i Kalundborg Kommune nedlagde i oktober 2025 et § 14-forbud mod nedrivning af den godt 740 kvadratmeter store hovedbygning. Forbuddet er midlertidigt og skal følges op af en ny lokalplan, som skal vedtages inden maj 2026.

Den 18. marts sendte politikerne i kommunalbestyrelsen så et lokalplanforslag i fire ugers offentlig høring.

Kommunen har forud for beslutningen vurderet bygningens bevaringsværdi efter den såkaldte SAVE-metode. Vurderingen viser, at hovedbygningen er bevaringsværdig, hvilket har været afgørende for arbejdet med lokalplanen.

Formålet med lokalplanen er at forhindre nedrivning af både hovedbygningen og den tilhørende poolbygning samt at sikre, at fremtidig vedligeholdelse, renovering og eventuelle ombygninger sker med respekt for bygningens arkitektur og historiske karakter. Lokalplanen omfatter alene området omkring hovedbygningen.

Ejers rådgivere har ellers udarbejdet en tilstandsrapport, hvoraf det fremgår, at særligt bygningens indre, bærende konstruktioner har alvorlige svækkelser.

“Den eksisterende bygning er i så kritisk tilstand, at det hverken er økonomisk rentabelt eller byggeteknisk forsvarligt at udbedre de omfattende og alvorlige skader. Særligt er det bærende system i en sådan forfatning, at der kræves et afstivningsprojekt før evt. reparationer kan påbegyndes. Det gør renovering urealistisk”, lyder det i rapporten.

Det vurderes desuden, at renovering af hovedbygningen vil løbe op i knap 27,4 millioner kroner eksklusive moms.

Bøstrup Gods ligger i kystlandskabet øst for Drøsselbjerg mellem Kirke Helsinge og Kirke Stillinge.

Hovedbygningen på Bøstrup Gods er opført i 1800 i nyklassicistisk stil og fremstår i dag i overvejende oprindelig stand. Godsets historie går tilbage til 1600-tallet, hvor det blev dannet ved sammenlægning af to gårde. Den senere tilføjede poolbygning fra omkring 1960 er udformet med inspiration fra hovedbygningen.

Tilmeld Nyhedsbrev