Der kan ifølge VAFO.dk komme mange nye boliger i den østlige del af Jelling. Vejle Kommunes tekniske udvalg har givet grønt lys til at udarbejde en lokalplan for 58 boliger ved Haughus Gods ved Vejlevej og Bøgelundvej.
Boligerne bliver anden etape i udviklingen af området. Første etape med 64 boliger i boligområdet Bøgehegnet blev hurtigt udlejet, og derfor forventer ejeren Jens Belling også stor interesse for de kommende boliger.
Han købte Haughus Gods i 2020 for 36 millioner kroner sammen med omkring 144 hektar jord. På længere sigt er ambitionen at udvikle området til et større boligkvarter.
Forslaget til lokalplan forventes sendt i offentlig høring i fire uger, når det er udarbejdet. Hvis lokalplanen bliver vedtaget, håber bygherren at kunne gå i gang i efteråret 2026. De første boliger i anden etape kan efter planen stå klar til indflytning i midten af 2028.
Dertil kommer på længere sigt en tredje etape med 50 boliger, en fjerde etape med 55 boliger og en femte etape med 50 boliger. Samlet vil det nye boligområde dermed omfatte 277 boliger, når det er fuldt udviklet.
– Det er ambitiøst, ja, men vi oplever, at mange gerne vil bo i området, så jeg er slet ikke bange for, at vi ikke kan få det udlejet, siger Jens Belling til VAFO.dk.
Lokalplanen omfatter et areal på omkring 7,7 hektar, hvoraf 5.740 kvadratmeter bliver bebygget. De 58 fritliggende boliger opføres i én etage og bliver hver især omkring 100 kvadratmeter store. Husene skal ligge på små grunde på mellem 488 og 639 kvadratmeter. Desuden skal der bygges et fælleshus på 200 kvadratmeter.
Det nye boligområde bliver vejbetjent fra Vejlevej. Som led i planlægningen arbejdes der med at etablere en ny vejadgang med venstresvingsbane, som både skal give en sikker trafikløsning og samtidig skabe mulighed for fremtidig byudvikling i området mod øst.
Planlægningen lægger også vægt på grønne områder og regnvandshåndtering. Omkring halvdelen af området skal anvendes til grønne opholdsarealer, stier og synlige regnvandsløsninger i form af åbne grøfter. Samtidig etableres en grøn korridor gennem området, som binder naturarealerne sammen og giver udsigt mod det åbne land.
Der arbejdes desuden med et sammenhængende stinet, der skal forbinde det nye boligområde med de eksisterende kvarterer, skolen og resten af byen. Den historiske allé til Haughus Gods bevares, og en del af alléen omdannes til en sti for gående og cyklister.
En gasledning løber gennem området, og der er derfor udlagt en sikkerhedszone på tyve meter på hver side, hvor der ikke må bygges boliger. Samtidig skal der i planprocessen udarbejdes analyser af blandt andet støj og lugt fra en nærliggende tømrervirksomhed samt en plan for håndtering af regnvand.























