
Seks danske stationer får tilsammen 51,5 millioner kroner til at blive mere attraktive og trygge.
Pengene kommer fra en pulje, der blev oprettet med Infrastrukturplan 2035, skriver By-, Land- og Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Aarhus H får den største bevilling på 21 millioner kroner.
Pengene skal blandt andet gå til nye områder til cykelparkering og bedre sammenhæng mellem transportmidlerne på stationsområdet. Projektet ventes gennemført i 2030.
I Holbæk afsættes 20 millioner kroner til en istandsættelse af stationsbygningen. Målet er at udnytte de eksisterende faciliteter bedre og skabe mere liv og aktivitet på stationen. Projektet ventes færdigt i 2027.
Struer får 5 millioner kroner til blandt andet facaderenovering, bedre adgangsforhold og renovering af toiletter. I Nykøbing Falster bruges 3,5 millioner kroner på en helhedsplan og en forundersøgelse, der skal undersøge mulighederne for blandt andet at udnytte stationens eksisterende lokaler bedre.
De sidste 2 millioner kroner går til lysprojekter. Odense får 1 million kroner til at udvide et eksisterende projekt med lyskunst i gangtunnellen under stationen, mens Middelfart får 1 million kroner til et lignende projekt. Begge projekter ventes færdige i 2027.
Det er DSB, der med input fra blandt andre kommunerne indstiller projekter til støtte. Den endelige beslutning træffes af forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035.






















