Vejle Kommune vil i de kommende år forberede nye bolig- og erhvervsområder i Børkop, Jelling og Vejle Nord.
Baggrunden er, at stort set alle byggemodnede parcelhusgrunde i Børkop Syd og Jelling allerede er solgt, og der er stor efterspørgsel på nye grunde.
I Børkop Syd skal der byggemodnes 20 nye parcelhusgrunde i den østlige del af området ved Pjedstedvej. Her har kommunen allerede etableret de nødvendige veje og regnvandsbassiner. Udgiften til byggemodningen anslås til godt 8 millioner kroner.
I Jelling skal der byggemodnes otte nye parcelhusgrunde syd for Herningvej. De eksisterende grunde i området er allerede solgt, og efterspørgslen er fortsat høj. Udgiften til denne byggemodning er beregnet til 3,3 millioner kroner.
Samtidig skal et cirka 18 hektar stort erhvervsområde ved Juelsmindevej og Horsensvej i Vejle Nord gøres klar til salg. Området vil kunne rumme butikker med særligt pladskrævende varer og mindre erhvervsgrunde. Den forventede indtægt fra salg af erhvervsarealerne er knap 25 millioner kroner, mens byggemodningen vil koste i underkanten af 22 millioner kroner.
Samlet set vil byggemodningerne koste knap 34 millioner kroner i perioden 2025 til 2028. Sagen skal snart behandles af politikerne i kommunen.























