Goldschmidt køber ejendom i København for over 130 millioner

M. Goldschmidt Ejendomme køber en 3.480 kvadratmeter stor ejendom på Skindergade midt i København af duo fra barkoncern.

M. Goldschmidt Ejendomme udvider sin portefølje i det centrale København med købet af ejendommen på Skindergade 5-7 midt i byen.

Det oplyser ejendomsselskabet i en pressemeddelelse.

Handlen er et led i selskabets strategi om at investere i attraktive erhvervsejendomme i hovedstaden, fremgår det.

– Skindergade 5-7 repræsenterer en sjælden kombination af historisk og moderne arkitektur i hjertet af København, og ejendommen passer rigtigt godt ind i vores portefølje, udtaler administrerende direktør Søren Bjørn Hansen fra M. Goldschmidt Ejendomme.

– Vi ser frem til at udvikle ejendommen med respekt for dens karakter og med fokus på at skabe attraktive rammer om nuværende og kommende erhvervskunder.

Annonce

Ejendommen rummer 3.480 kvadratmeter fordelt på en bevaringsværdig bygning fra 1901 og en fredet tilbygning fra 1974.

Bygningen har tidligere huset presse- og medieorganisationer, blandt andet Danske Mediers Arbejdsgiverforening, hvilket gav den tilnavnet Pressens Hus. I dag rummer ejendommen virksomheder inden for kontor, service, detailhandel og kultur.

Ifølge tinglysningen er sælger anpartsselskabet Moker Ejendomme, der ejes af Adam Falbert og Rasmus Berger Frederiksen, der begge er kendte fra barkoncernen Rekom. Ejendommen er handlet til en pris på knap 132 millioner kroner, fremgår det.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling