Jeppe Lynge Larsen træder ind i bestyrelsen i Gråkjær Holding. Gennem de seneste otte år har han været direktør (COO) for ejendomsinvesterings-selskabet Kristensen Properties.
Ifølge Gråkjær kommer han med “med en stærk faglighed inden for ejendomme med hensyn til rådgivning om projektudvikling, finansiering og partnerskaber”.
Jeppe Lynge Larsen er bosat i Aalborg og har blandt andet en uddannelsesmæssig baggrund som Cand.merc.(jur.) fra Aalborg Universitet med speciale i selskabs- og ejendomsret samt en MBA i strategisk ledelse.
Gråkjær Holding er totalentreprenør med 50 års erfaring i at opføre alt fra erhvervsejendomme, produktionslokaler og kontordomiciler til boligbyggeri og landbrugsbyggerier. Gråkjær har domicil i Holstebro og beskæftiger 110 medarbejdere samt en lang række underentreprenører, arkitekter og ingeniører.
Bestyrelsen i Gråkjær Holding består herefter af: bestyrelsesformand Per Schak Andreasen, Hans Ladekjær Jeppesen, Line Frøjk Graakjær, Jeppe Lynge Larsen, Benny Vesterbæk Lægsgaard og John Ross Graakjær.