
Er solceller på taget en god forretning? Det bliver nu lettere for borgere og virksomheder i Kolding at finde svaret, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kolding Kommune har indgået en aftale med selskabet SolarSim, som frem til 15. september 2027 giver gratis adgang til et digitalt solcelletjek.
Værktøjet beregner blandt andet, hvor mange solpaneler der er plads til, den forventede elproduktion, anlægsprisen og tilbagebetalingstiden.
Man går ind på hjemmesiden kommune.solarsim.dk og indtaster sin adresse. Hvis man kender sit præcise elforbrug kan man indtaste dette – ellers estimerer systemet forbruget.
SolarSim tager blandt andet højde for tagets hældning, skyggeforhold, elforbrug, elpriser, og potentielle strømslugere som for eksempel en elbil, når værktøjet beregner potentialet for at installere solceller på en bestemt bygning.
– På baggrund af de indtastede oplysninger får man blandt andet forslag til antallet af solpaneler, et estimat af den forventede produktion, anlæggets pris og tilbagebetalingstid samt den forventede CO2-besparelse, forklarer klima- og bæredygtighedskoordinator Torsten Zink Sørensen fra Kolding Kommunes Bæredygtighedssekretariat.
Kommunen håber, at værktøjet kan få flere til at undersøge mulighederne for solceller.
Kommunen understreger, at solcelletjekket ikke er en garanti for, at et anlæg kan etableres. Lokalplaner, bevaringsværdige bygninger, bymiljø og arkitektoniske hensyn kan begrænse mulighederne.
Ejere bør derfor undersøge reglerne for den konkrete ejendom og eventuelle tinglyste servitutter, før et projekt sættes i gang.
Det er desuden en god idé at kontakte Kolding Kommunes Byggesagsafdeling på byggesag@kolding.dk. De kan blandt andet fortælle, om man skal søge om byggetilladelse, før man opsætter anlægget.




















