Byrådet i Aalborg har her til aften godkendt økonomien i projektet Green Hub House, som Himmerland Boligforening står bag i samarbejde med Aalborg Universitet.
Det almene boligprojekt er tegnet af C.F. Møller Architects i samarbejde med Niras og skal opføres af entreprenørfirmaet Arne Andersen Vrå ved universitetet og Plusbusstationen på hjørnet af Bertil Ohlins Vej og Fredrik Bajers Vej.
Der er blevet arbejdet med projektet siden 2022, og den samlede anskaffelsessum er siden maj 2025 steget fra 91,5 millioner kroner i skema A til 96,3 millioner kroner i skema B, svarende til en stigning på 4,8 millioner kroner.
Projektet omfatter 45 almene boliger fordelt på to bygninger på op til fire etager. Den ene bygning skal rumme lejligheder, mens den anden også får erhvervs- og servicefunktioner i stueetagen. Her skal blandt andet være fællesfaciliteter, et bydelshus med møde- og forsamlingslokaler samt et servicecenter for Himmerland Boligforenings lokale afdelinger.
Green Hub House er tænkt som et demonstrationsprojekt for mere klimavenligt boligbyggeri. Det indgår som en del af initiativet” Boligbyggeri – fra 4 til 1 planet”, der er støttet af Realdania og Villum Fonden. Målet er at udvikle byggerier, som nærmer sig de planetære grænser gennem væsentligt reducerede klimaaftryk i både bygge- og driftsfasen.
– Jeg tænker, at der er sådan noget, som folk fra byggebranchen i hele verden – eller i hvert fald i hele Norden – vil komme og kigge på, sagde gruppeformand for Enhedslisten og medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Lasse Olsen, på byrådsmødet.
Ifølge C.F. Møller Architects opføres byggeriet i præfabrikerede træmoduler og baseres på skruefundamenter, der reducerer jordarbejdet og klimabelastningen. Facaderne består af genbrugte tegl, mens genanvendte huldæk og ventilationskomponenter minimerer materialespild. Projektet skal også afprøve et recirkulerende brusesystem, der skal reducere forbruget af vand og energi.
– Man gør mange af de ting, som vi har talt meget om, at man bør gøre, men som man ikke altid får gjort i de enkelte projekter. Og samtidig formår man at gøre det til en husleje, som ligger inden for det absolut rimelige, sagde Lasse Olsen.
Den månedlige husleje bliver dog lidt højere end oprindeligt beregnet. En etværelses bolig på 46 kvadratmeter ventes at koste 4.900 kroner om måneden eksklusive forbrug. De 30 lejligheder med to værelser får en husleje på 6.000 til 8.500 kroner, mens de 14 treværelses boliger ventes at koste 7.900 til 8.800 kroner om måneden.
Projektet har samtidig fået 7 millioner kroner fra Landsbyggefondens bæredygtighedspulje til rådgivning og realisering af de grønne løsninger.
Ifølge projektmaterialet er byggeriet planlagt til at være på 4.080 kvadratmeter, mens det samlede anlægsbudget i projektbeskrivelsen tidligere var angivet til omkring 56 millioner kroner.
Green Hub House
Antal boliger |
Størrelse |
Antal værelser |
Husleje pr. måned
|
|---|---|---|---|
1 |
46 kvadratmeter |
1 |
4.900 kroner |
30 |
61–88 kvadratmeter |
2 |
6.000–8.500 kroner |
14 |
90–95 kvadratmeter |
3 |
7.900–8.800 kroner |
Kilde: Aalborg Kommune.






















