Grønt lys til 120 nye boliger i Kalundborg

Tæt på en dagligvarebutik skal der opføres seks bygninger med omkring 120 nye lejligheder på en 16.500 kvadratmeter stor grund.

I Kalundborg Kommune har politikerne i Teknik-, Natur- og Miljøudvalget godkendt et kommuneplantillæg og en lokalplan, som gør det muligt at bygge op til 120 nye boliger på en 16.500 kvadratmeter stor grund mellem Holbækvej og Klosterlunden.

Det kommende boligprojekt placeres nord for Holbækvej, tæt ved dagligvarebutikken Meny på Nørre Allé og i nærheden af rekreative områder og skole.

Planen er at opføre seks etageejendomme med i alt omkring 120 lejligheder på Holbækvej 83B. De to bygninger tættest på Holbækvej opføres i to etager, mens de fire øvrige bygninger bliver i tre etager.

– Vi mangler nye boliger i Kalundborg. Samtidig er der her tale om en anden slags boliger, end vi ellers ser i denne del af byen, siger udvalgsformand Jakob Beck Jensen (V) til SN.dk.

Boligerne bliver primært to- og treværelses lejligheder, men der planlægges også enkelte fireværelses.

Planforslaget har været i offentlig høring fra midten af september til midten af december 2025, og kommunen modtog tre høringssvar, herunder et fælles svar fra ni ejendomme.

Flere borgere udtrykte bekymring om blandt andet byggehøjde, bebyggelsesprocent, indbliksgener, trafik og påvirkning af ejendomsværdi. Kommunen vurderer dog, at projektet holder sig inden for rammerne af, hvad man må forvente i bymæssig bebyggelse, og at gener fra parkering og lys skal mindskes med hegn og beplantning.

JTA Invest ved den lokale ejendomsudvikler Jesper Toftegaard Andersen har tidligere haft planer om at bygge 140 lejligheder på grunden, men projektet blev aldrig realiseret.

Ifølge dokumenter fra Kalundborg Kommune står projektudvikleren Joachim Stig bag det aktuelle projekt i samarbejde med arkitekter fra Bjørk & Maigaard. Projektet skal certificeres til DGNB Guld.

Tilmeld Nyhedsbrev