Slagelse Boligselskab står bag projektet Knuds Have med 56 nye rækkehuse på Sverigesvej i Slagelse.
Slagelse Boligselskab står bag projektet Knuds Have med 56 nye rækkehuse på Sverigesvej i Slagelse.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Tilbage i 2018 besluttede byrådet i Slagelse, at grunden på Sverigesvej 15 i den vestsjællandske by skulle afstås som grundkapital til et alment byggeri.

Efter forhandlinger med Slagelse Boligselskab besluttede politikerne, at grunden skulle sælges til Slagelse Boligselskab, hvor der skulle opføres op til 200 blandede almene boliger. Boligerne var tiltænkt sygehuspersonale på Slagelse Sygehus via en fleksibel udlejningsaftale efter dialog med Regionen.

Den samlede anlægssum var estimeret til 292 millioner kroner, og Slagelse Boligselskab skulle afholde omkostningerne til nedrivning og oprydning af forureningen på ejendommen, hvor de eksisterende bygninger rummer både PCB og asbest og derfor ikke kan genanvendes.

Det daværende projekt bestod af syv kuber på fire-seks etager og blev døbt Teglkuberne. Teglkuberne blev af forskellige årsager aldrig realiseret.

Slagelse Boligselskab har efterfølgende søgt om forhåndsgodkendelse til etablering af maksimal 60 nye boliger på Sverigesvej i et nyt projekt kaldet Trækuberne. Boligerne er stadig målrettet udlejning til Region Sjællands personale, og der arbejdes med tre typer af boliger på henholdsvis 75, 95 og 115 kvadratmeter.

Den 18. december 2023 blev økonomien godkendt af politikerne i byrådet, ligesom et lokalplanforslag for projektet blev sendt i fem ugers offentlig høring.

Det er en forudsætning for realisering af projektet til mellem 100 og 120 millioner kroner, at Slagelse Kommune afholder omkostningerne til nedrivning og oprydning på ejendommen.

– Vi er med på at bevilge de der ekstra penge. Det er selvfølgelig drønhamrende ærgerligt, at der skal bruges det, men vi beder jo alle andre om at rydde op efter sig, og så bliver vi jo også nødt til at stå mål, når det nu er nogle bygninger, vi tidligere har overtaget fra det gamle Vestsjællands Amt, sagde byrådsmedlem Lis Tribler (S), på byrådsmødet.

Boligerne på Sverigesvej planlægges ifølge Slagelse Kommune opført som rækkehuse i træ med lav CO2-udledning og med det udgangspunkt, at de eksisterende betonfundamenter genanvendes.

Lokalplanen skal give mulighed for opførelse af op til 60 rækkehuse i et-tre etager, hvor de højeste og største placeres længst mod vest og de laveste og mindste længst mod øst.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling