Køge Byråd har endeligt vedtaget en ny lokalplan, der giver mulighed for at opføre boliger og mindre erhverv øst for Køge Idrætspark.
Beslutningen om at godkende planen for det kommende nybyggeri blev truffet på byrådsmødet den 3. marts 2026.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
– Med den endelige vedtagelse af lokalplanen tager vi et vigtigt skridt i udviklingen af området ved Køge Idrætspark, udtaler Køges borgmester Ken Kristensen (V).
– Vi får flere boliger i en attraktiv del af byen, og vi sikrer samtidig, at der er taget hensyn til både støjforhold og omgivelser.
Lokalplanen omfatter ejendommen Pedersvej 120, som i dag primært bruges som parkeringsplads. Området ligger mellem Ringvejen, Nørre Boulevard og Pedersvej og har et areal på godt 5.200 kvadratmeter.
Projektet er udviklet på baggrund af et skitseforslag i forbindelse med kommunens salg af to byggegrunde til Birch Ejendomme i slutningen af 2023.
Med planen kan der opføres omkring 58 lejligheder samt op til 950 kvadratmeter kontor- og serviceerhverv i stueetagen. Bebyggelsen skal opføres i op til fire etager mod krydset ved Ringvejen og Nørre Boulevard og trappe ned til to etager mod Pedersvej, så byggeriet tilpasses de omkringliggende boliger.
Planen har været i offentlig høring siden efteråret 2025, hvor der indkom to høringssvar. De handlede blandt andet om parkering ved idrætsparken, kapaciteten i kloaksystemet og et ønske om højere byggeri. Ifølge kommunen giver høringssvarene ikke anledning til ændringer i lokalplanen.
I forbindelse med den endelige vedtagelse er der dog foretaget enkelte justeringer. Blandt andet er der stillet skærpede krav til altaner ud mod Nørre Boulevard for at sikre, at de overholder gældende støjgrænser fra vejtrafik.
Samtidig er der foretaget mindre tilpasninger i beplantningen og i markeringen af bygningernes højder for at tilpasse planen til det konkrete byggeprojekt.
På en anden grund lige over for har Birch Ejendomme desuden planer om at bygge omkring 100 lejligheder og rækkehuse.



















