Grønt lys til nyt hotel med 50 værelser

Ny lokalplan og kommuneplantillæg baner vej for omdannelse af tidligere ældrecenter til hotel med op til 50 værelser.

Det tidligere Svanehøj Alderdomshjem på Rolighedsvej i Bandholm skal omdannes til hotel. Foto: Klimadatastyrelsen.
Det tidligere Svanehøj Alderdomshjem på Rolighedsvej i Bandholm skal omdannes til hotel. Foto: Klimadatastyrelsen.

Lokalplanen for et nyt feriehotel på Svanehøj i Bandholm er nu endeligt vedtaget efter politisk behandling i både udvalg og byråd i Lolland Kommune.

Dermed kan det tidligere plejehjem på Rolighedsvej ombygges til hotel med op til 45 til 50 værelser.

– Vi står med en sag, der handler om at tage noget eksisterende og løfte det til noget mere – fra tidligere plejecenter til moderne feriehotel, sagde viceborgmester Merete Meyer (V) på byrådsmødet og understregede, at projektet kan være med til at skabe flere arbejdspladser.

– Det er den retning, vi skal gå i på Lolland. Bandholm er allerede udset som et turistområde i kommunen, og med denne plan styrker vi det yderligere. Vi skaber flere overnatningsmuligheder, bedre grundlag for lokale virksomheder og mere liv – også uden for højsæsonen, sagde viceborgmesteren.

Annonce

Planlægningen blev sat i gang i august 2025, og forslag til kommuneplantillæg og lokalplan blev godkendt og sendt i offentlig høring i december samme år. Kommunen modtog fire høringssvar, som blandt andet rejste spørgsmål om bebyggelsens omfang, parkering, belysning og adgangsforhold.

På baggrund af høringen er planerne justeret. Byggefeltet er reduceret, der stilles krav om tæt beplantning ved nye parkeringsarealer, og belysningen ændres til lav pullertbelysning for at begrænse gener for naboer. En nabo har desuden fået indarbejdet yderligere hensyn til lys fra parkeringsarealer.

De nye planer ændrer områdets anvendelse fra offentligt formål til rekreativt område og gør det muligt at etablere hoteldrift. Samtidig udpeges dele af den eksisterende bebyggelse som bevaringsværdig, og der fastsættes krav, der skal sikre, at ny bebyggelse tilpasses området. Lokalplanen giver mulighed for en mindre tilbygning i op til to etager og en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter, mens bebyggelsesprocenten hæves fra 40 til 55.

Kommunen vurderer, at projektet ikke vil få væsentlig indvirkning på miljøet, og der er derfor ikke udarbejdet en egentlig miljøvurdering. Området ligger tæt på et Natura 2000-område, men da der er tale om omdannelse af et eksisterende byområde, forventes påvirkningen at være begrænset.

I 2014 lukkede Svanehøj Ældrecenter, og de sidste beboere forlod stedet i begyndelsen af 2015. Lige siden har bygningerne stået tomme, og ejendommen blev i januar 2025 købt af brødrene Michael og Morten Damgaard Nielsen gennem selskabet Mimo Hotel E4 for 700.000 kroner.

De eksisterende bygninger på den 5.800 kvadratmeter store grund er opført på forskellige tidspunkter. Den ældste del er fra Svanehøj Alderdomshjem startede i 1927. I 1969 blev der opført en større tilbygning, som fik tilført en ekstra etage i 2004.

Det forventes, at der kan indrettes 35 hotelværelser i de eksisterende bygninger og yderligere 10-15 værelser i tilbygningen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev