Grønt lys til over 500 boliger i Herlev

Svanen Gruppen står i samarbejde med Core Property bag udviklingen af første del af området, hvor der i alt skal bygges over 500 boliger.

Politikerne i Herlev Kommune har endeligt vedtaget en lokalplan, der skal bane vej for omkring 525 lejeboliger på Vasekær 2-8, som strækker sig over et areal på knap 25.800 kvadratmeter.

I alt må der i området opføres 38.670 kvadratmeter byggeri i erhvervs- og industriområdet, som er under omdannelse.

Nedrivningen af en eksisterende erhvervsbygning påbegyndes efter nytår, hvorefter byggeriet af nye boliger kan starte.

De kommende lejligheder bliver gennemsnitligt 75 kvadratmeter store, og i lokalplanen stilles der krav om, at boligerne mindst skal være 50 kvadratmeter.

Bebyggelsen skal opføres i to boligkarréer i tre-seks etager. Mens bebyggelsen mod bygaden Hørkær må etableres i op til seks etager, skal den mod Vasekær reduceres og gradvist trappe ned til tre-fire etager. Den øvrige bebyggelse må etableres i fire-fem etager.

– Vi udvikler boligområder, hvor mennesker trives. På Vasekær 2 -8 får beboerne adgang til både attraktive boliger og stærke fællesfaciliteter, der inviterer til fællesskab og gode naboskaber, udtaler Michael Brixhuus, ejer og direktør i Svanen Gruppen, i en pressemeddelelse.

De 275 boliger på Vasekær 2-4 og 79 boliger på Hørkær 5 opføres i samarbejde med Core Property og samlet set investerer Svanen Gruppen og Core Property mere end 1,5 milliarder kroner i området, oplyses det i meddelelsen.

– For os er det afgørende at samarbejde med partnere, der arbejder med en langsigtet og stabil strategi. Det skaber både tryghed og kvalitet i udviklingsprocessen, udtaler Morten Brixhuus.

Vasekær 6-8 som indeholder et projekt på 226 boliger opføres i Svanen Gruppen i eget regi sideløbende med de øvrige projekter. De første beboere forventes at kunne flytte ind midt i eller i slutningen af 2028.

I alt udvikles og opføres godt 600 boliger i området, idet Svanen Gruppen aktuelt også bygger 79 boliger på Hørkær 5, der ligger på genbomatriklen.

Tilmeld Nyhedsbrev