Grønt lys til projekt med over 80 boliger i Køge

I næste etape af udviklingen af en ny bydel skal der bygges godt 80 boliger, et forsamlingshus og på længere sigt måske en børnehave.

I oktober 2022 vedtog byrådet i Køge en helhedsplan for udviklingsområdet Ravnsborg Enge, hvor der i alt skal bygges 500 boliger i form af både parcelhuse, rækkehuse, dobbelthuse og lejligheder i nybyggeri i op til tre etager.

Det blev fulgt op af vedtagelsen af en lokalplan for et bofællesskab med tiny houses i en del af området i 2023.

Nu har politikerne vedtaget endnu en lokalplan for nybyggeri i udviklingsområdet, der sammenlagt strækker sig over et areal på 279.000 kvadratmeter i Hastrup i den sydlige del af Køge.

Lokalplanen omfatter anden etape, som dækker et areal på 51.000 kvadratmeter. Oprindeligt skulle der i denne etape bygges omkring 300 boliger, men i løbet af processen har grovfilen været i brug. Nu skal der blot bygges 82 boliger og et forsamlingshus, ligesom planen reserverer et areal til en kommende daginstitution.

Det nye boligområde får vejadgang fra Egøjevej, mens den kommende Orkestervej ikke bliver realiseret med denne lokalplan, hvilket har givet anledning til en del kritiske høringssvar.

I alt må der opføres 10.790 kvadratmeter boligbyggeri. Det kommende boligområde bliver forholdsvis tæt og kommer til at bestå af blandede boligtyper og -størrelser.

– Vi sender sagen til godkendelse og glæder os over, at vi nu i Køge får et nyt boligområde med nogle boliger, der har været mangel på. Og så ser vi frem til næste etape, hvor vi får lavet underføringen på Orkestervej, sagde 1. viceborgmester Ken Kristensen (V) på byrådsmødet.

Grønne arealer og fokus på fællesskab

Illustration af det kommende forsamlingshus set fra den grønne kile. Illustration: OS Arkitekter.
Illustration af det kommende forsamlingshus set fra den grønne kile. Illustration: OS Arkitekter.

Hele området disponeres med et stort fokus på fællesskab og på, hvordan man kan skabe liv i et boligområde.

Lokalplanen udlægger store grønne områder til regnvandshåndtering med en rekreativ udformning og til fælles ophold for hele Ravnsborg Enge med offentlig adgang.

I forbindelse med lokalplanen stillede Enhedslisten og SF et ændringsforslag om, at der skulle stilles krav i lokalplanen om genbrug af regnvand. Det var der dog ikke opbakning til fra de øvrige partier, som forslaget blev nedstemt.

Det er lokale EGEM Ejendomme, der er ejet af familien Bælum, der står bag udviklingen Ravnsborg Enge.

Helhedsplanen for Ravnsborg Enge er udarbejdet af Sted by- og landskab – en del af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Holscher Nordberg Architecture and Planning, RAW mobility, Aaen Engineering, IGS Rådgivende Ingeniører, Birgit Krogh Paludan og Keingart.

Tilmeld Nyhedsbrev