Fundamentet er først ved at blive etableret til ARC – Amager Ressourcecenters nye administration med mandskabsfaciliteter og opmarchplads for elektriske skraldebiler. Men er projektet allerede præcertificeret som DGNB-guld. Det skriver totalentreprenøren Skou Gruppen i en pressemeddelelse.
– Vi er godt i gang med projektet, så elementmontagen begynder som planlagt i slutningen af april, udtaler en af Skou Gruppens partnere, Alexander Hermansen, som er projektleder på ARC.
Projektet er en totalentreprise på nye faciliteter til affaldsindsamling i Københavns Kommune ved Amager Bakke. Skou Gruppen står for byggeriet i samarbejde med Sweco, BBP Arkitekter og 1:1 Landskab.
Ifølge Lise Sehested, der er arkitekt og partner hos BBP Arkitekter, er den kommende administrationsbygning designet med henblik på, at den skal falde naturligt ind i omgivelserne.
– Det har vi opnået ved at organisere bygningen om en fælles hovedindgang med ARC’s omklædning og kontorer på den ene side og Teknik- og miljøforvaltningens på den anden side. Fællesfunktionerne er placeret omkring hovedtrappen midt for, så det er nemt for medarbejderne og besøgende at orientere sig, forklarer Lise Sehested.
Den næsten 90 meter lange bygning kommer til at rumme cirka 3.200 etagemeter fordelt på to plan, I stueetagen er der blandt andet omklædningsrum. Fitnessrum og behandlerrum ligger med adgang ud til hovedindgangen og tæt ved alle omklædningsrum. Første sal rummer kontorerne med kantinen beliggende midt i bygningen.
– Udvendigt får facaderne et rytmisk spil med moduleringen og en stærk reliefvirkning, ligesom materialevalget indpasser sig naturligt på stedet, med en lav betonbase og aluminiumsfacader, der lægger sig op ad de øvrige bygninger og tekniske anlæg i området, forklarer Lise Sehested.
Bygningens facader udføres af vedligeholdelsesfri materialer, mens bygningen indvendigt indrettes med henblik på at få varm og farverig atmosfære. Det overordnede greb er således en ren bygning udvendig med et varmt indre med fokus på medarbejdernes velfærd, lyder det.
Præcertificeret til DGNB Guld
De nye ARC-faciliteter har allerede opnået præcertificering som DGNB-Guld. Det betyder, at projektet, når det er afsluttet, med stor sandsynlighed også opnår DGNB-Guld plaketten ved endelig certificering.
– Centralt i projektet er en meget robust bygning, hvor valget af materialer ligger stor vægt på at være vedligeholdelsesfrie og med lange levetider, forklarer bæredygtighedsingeniør Charlotte Bjerregaard Jørgensen fra Sweco, som er rådgiver på projektet.
Lokalerne vil blandt andet blive fyldt op med “genbrugskunst” – i form af kunst, som Københavns Kommune allerede ejer. Også på opmarchpladsen bliver der genbrugt og sparet på ressourcerne.
– Den nye opmarchplads til parkering og opladning af op mod 75 elektriske skraldebiler bygges på de eksisterende bærende lag, som findes på en del af arealet, forklarer Noman Sadat, som er ingeniør hos Sweco.
– Det bærende lag skal udvides, før parkeringspladser, ladestandere og beplantning etableres på hele pladsen. Men genbrug giver store besparelser på materialer som bundsikring og kan lade sig gøre, efter vi har ændret den traditionelle overfladeafvanding til kuvertfald.
Den endelige aflevering af faciliteterne til affaldsindsamling ved Amager Bakke er efter planen i 2024.