Entreprenørvirksomheden Guldfeldt har fået opgaven med at opføre en ny hotelfløj til Best Western Plus Hotel Odense ved Odense Congress Center.
Kontrakten er underskrevet, og byggeriet ventes at gå i gang den 12. august, fremgår det af en pressemeddelelse.
Ifølge Odense Sport & Event blev Guldfeldt valgt efter en udbudsproces, hvor virksomheden leverede den bedste samlede løsning med fokus på kvalitet, fremdrift og pris.
– Vi har haft et godt og konstruktivt forløb, hvor Guldfeldt i sidste ende kom med det bedste bud. Jeg vil gerne rose teamet fra Guldfeldt for samarbejdet – ikke mindst i den afsluttende fase, hvor vi sammen fandt de sidste optimeringer i projektet, fortæller Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport & Event.
Udvidelsen tilfører Best Western Plus Hotel Odense 247 nye værelser. Når byggeriet er færdigt, får hotellet i alt 551 værelser og bliver dermed Danmarks største hotel uden for hovedstaden.
– Det bliver spændende at komme i gang med et stort og flot projekt for Odense Sport & Event, som vi har haft et godt samarbejde med gennem mange år – blandt andet som sponsor i OB og på flere af koncernens øvrige aktiviteter. Vi håber og forventer, at projektet kan være med til at styrke samarbejdet yderligere, siger Kim Aage Nielsen Birkerød, administrerende direktør i Guldfeldt.
Den markante udvidelse er en del af udviklingen af Odense Congress Center, som ønsker at tiltrække flere store kongresser, konferencer, fester og sportsbegivenheder.
Med mere end 550 værelser samlet under ét tag forventer Odense Sport & Event at stå stærkere i konkurrencen om de største arrangementer.
Lokalplanen for det ni etager høje og 10.000 kvadratmeter store byggeprojekt er godkendt.






















