Gulvvirksomhed udvider brugen af kork

Gulvvirksomheden Timberman er efter længere tids udviklingsarbejde nu er lykkedes med at integrere kork i træ- og vinylgulve.

CO2-afgifter, certificeringer og miljømærkninger. Det er blandt årsagerne til, at der i disse år er et markant stigende fokus på at reducere klimaaftrykket fra blandt andet produktion, transport og vedligeholdelse af materialer anvendt i byggebranchen, og hos DI Byggeri mærker man, hvordan det har ført til, at flere af landets byggematerialeleverandører lige nu har ekstra travlt med at udvikle og forbedre deres produkter for at imødekomme det skærpede fokus.

– Vi ser en helt generel tendens til, at aktørerne i byggebranchen, og herunder materialeleverandørerne, i tiltagende grad investerer i at udvikle og forbedre deres løsninger blandt andet for at imødekomme den bevågenhed, der er på ressourceforbrug og byggeriets CO2-udledning. Det kan både være små justeringer, der øger holdbarheden eller mindsker vedligehold, til substitution af materialer eller udvikling af helt nye løsninger, siger chefkonsulent hos DI Byggeri, Torben Hessing-Olsen.

En af dem, der i disse år har skruet op for produktudviklingen, er gulvvirksomheden Timberman i Hadsund. Her arbejder man for at udbrede brugen af kork, som stammer fra korkegetræer, der lagrer mere CO2, end der udledes ved produktion og transport af korken – og det er netop resulteret i, at Timberman har udvidet brugen af kork til samtlige af virksomhedens gulvtyper.

– Ligesom mange andre aktører i branchen har vi iværksat små som store tiltag for at mindske vores ressourceforbrug og klimaaftryk – og produktudvikling har især de seneste år fyldt mere end nogensinde før. Et af de områder, vi har haft stort fokus på, er at tilføre mere kork i vores gulvløsninger, da vi her ser en mulighed for at optimere vores gulve. Kork er som råmateriale ofte underspillet, men har et stort potentiale, da vi her har med et CO2-lagrende og fornybart materiale at gøre, som kan høstes 15-19 gange i korkegetræets levetid – helt uden at skade træet, siger administrerende direktør i Timberman, Mogens Fisker.

– Og selvom vi hele tiden kan blive bedre og optimere vores gulve, så tager vi med lanceringen af et nyt Timberman-trægulv og Novego-vinylgulv med kork et stort skridt i den rigtige retning. Hidtil har vi hovedsageligt anvendt kork i vores Wicanders-akustikgulve og gulvunderlag, men med de to nye gulve ”Innoplank” og ”Novego Plus” kan vores kunder nu tilvælge kork uanset, om de ønsker et hærdet trægulv eller gulv med vinyloverflade – og på den måde håber vi at ramme bredt med de nye gulvløsninger, så flere kan få øjnene op for mulighederne i materialet og tilvælger det.

Bedre udnyttelse af råmaterialer

Det nye Innoplank, som produceres på en FSC-certificeret fabrik, består af et lag egetræsfiner, en HDF-kerne og krydsfiner med kork på bagsiden, og i fremstillingsprocessen bruges der op til 10 gange mindre eg end ved traditionelle lamelparketgulve, og hos gulvvirksomheden vurderer man, at timingen for lanceringen af gulvet derfor er helt ideel i lyset af den aktuelle mangel på eg.

– Overfældning af egetræ og den aktuelle situation i Ukraine har skabt en akut stor mangel på eg, hvilket får priserne til at stige og giver forsyningsudfordringer – og for vores eget vedkommende ser vi i de kommende år ind i at mangle omtrent 15-20 procent af det egetræ, vi skal bruge. Derfor er det nu vigtigere end nogensinde at undgå overforbrug og udnytte råmaterialet bedst muligt. Selvom det er på en trist baggrund, forventer vi derfor at se en stor efterspørgsel på Innoplank i takt med, at det bliver tiltagende dyrere og sværere for slutbrugeren at skaffe de lange, brede planker af eg, forklarer Mogens Fisker.

Derudover fortæller Mogens Fisker, at han med lanceringen af Novego Plus ser frem til at udbrede korkmaterialet til især boligforeninger og erhvervsbyggerier.

– Generelt ser vi, at Novego-vinylgulvene vinder stort indpas blandt boligforeninger og erhvervsbyggerier, da de er særdeles slidstærke og holder i mange år uden de store omkostninger til vedligehold. Af den grund er det for os glædeligt, at vi nu kan tilbyde et vinylgulv med korkbagside, som foruden de miljømæssige fordele også kan bidrage til en bedre akustik og komfort i de byggerier, og som samtidig har dobbelt så stor variation i plankerne og således har et endnu mere naturtro trælook, siger han afsluttende.

Udover at Timberman har udvidet brugen af kork til træ- og vinylgulve, har gulvvirksomheden også arbejdet på at miljøoptimere deres korkgulve, og på den baggrund kunne virksomheden blandt andet sidste år præsentere korkgulvet Wicanders Eco, som har en miljøvenlig PVC-fri overflade samt to korklag, der tilsammen har en tykkelse på hele 3,5 millimeter.