Over halvdelen af håndværkene mener, at dokumentation er den største udfordring ved at bygge mere klimavenligt. Foto: Stark.
Over halvdelen af håndværkene mener, at dokumentation er den største udfordring ved at bygge mere klimavenligt. Foto: Stark.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Stark har gennemført en årlig brancheundersøgelse blandt 800 kunder for at forstå deres bekymringer og udfordringer i forbindelse med de nye klimakrav, der træder i kraft 1. juli.

Det skriver byggematerialeforhandleren i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser, at mange håndværkere er bekymrede for, om de kan leve op til de stigende krav.

Faktisk er det en ud af tre håndværkere, der er bekymrede. Især murere og tømrere udtrykker stor bekymring, med 40 procent, der føler sig utrygge omkring de nye regler.

Læs også: Klimakrav til byggeriet gør data vigtigere end nogensinde før for branchen

– Nu nærmer datoen sig, og det er ved at gå op for os alle sammen, at det her er noget, som vi skal forholde os til. Bekymringen overrasker mig ikke, men den tydeliggør for mig, at vi har en vigtig opgave i at hjælpe vores kunder, så de bliver trygge i at bygge mere klimavenligt, siger Britta Korre Stenholt, administrerende direktør i Stark Danmark.

Med det nye bygningsreglement skal nybyggeri reducere CO2-udledningen til et vægtet gennemsnit på 7,1 kilo CO2 per kvadratmeter. Det vil fremover gælde flere bygningstyper, herunder nybyggeri, ferieboliger, kolde bygninger og større tilbygninger.

Udledningen fra byggeprocessen skal også inkluderes i klimaregnskabet, og det omfatter byggepladsens energiforbrug, affaldshåndtering og transport.

Dokumentation er en kæmpe udfordring for håndværkerne

Over halvdelen af de adspurgte håndværkere angiver, at dokumentation er den største udfordring ved at bygge mere klimavenligt. Dette problem har været stigende siden 2019, hvor 35 procent svarede, at det var en udfordring, og nu er tallet oppe på 56 procent.

– Det er ikke nemt at læse EPDer. De fleste håndværkere ønsker ikke at sidde foran computeren og dokumentere, for de vil bygge. Vi vil hjælpe dem med dokumentationsopgaven, og derfor tilbyder vi Stark KlimaLog, siger Britta Korre Stenholt, der er meget forstående overfor håndværkernes frustration.

Læs også: Krav til DGNB-certificeringer strammes

Stark KlimaLog dokumenterer udledninger fra produkter og transport på byggepladsniveau, og håndværkerne kan udtrække de rapporter, som de har brug for til byggeriets klimaregnskab.

Behov for viden og nye materialer

Håndværkerne ønsker i stigende grad viden om mere klimavenlige byggematerialer og konstruktioner samt miljøvenlige tiltag på byggepladsen viser undersøgelsen.

– Med det nye bygningsreglement skal vi bygge med en anden kombination af materialer, som vi ikke kender i dag. Derfor er en vigtig del af vores ansvar som leverandører at gå forrest og have mere klimavenlige produkter og genbrugsmaterialer på hylderne i stor skala. Vi har senest lanceret genbrugsmursten i alle vores forretninger, fremhæver Britta Korre Stenholt.

Undersøgelsens resultater præsenteres i dag på Håndværk-festivalen, hvor Britta Korre Stenholt holder oplæg for håndværkerne i København.

Om undersøgelsen

  • 800 kunder har svaret på undersøgelsen
  • Stark har udført spørgeskemaundersøgelsen årligt siden 2018.
  • Resultaterne blev indsamlet i december 2024.

Kilde: Stark.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling