Halberg & Olsen Erhverv har gennemført en jordhandel i Slagelse, hvor en byggeretsgivende lokalplan giver mulighed for nybyggeri i form af omkring 25 rækkehuse.
Det skriver virksomheden med base i Vejle i en pressemeddelelse.
Handlen er gennemført som en selskabshandel, og køber planlægger at opføre rækkehusene til udlejningsmarkedet, oplyses det.
Lokalplanen for projektet blev vedtaget af politikerne i byrådet i Slagelse i juni 2024.
– Udviklingen af Slagelse har været en krævende proces, idet lokalplanerne i Slagelse har en tendens til at blive påklaget, hvilket giver en forlænget behandlingstid, udtaler direktør i Halberg & Olsen Innovation, Morten Olsen.
– Dette jordareal er et af to arealer, som vi er i gang med at udvikle – begge blev i processen påklaget, udtaler direktøren, som til gengæld retter en særlig tak til købers advokat, Per Soon fra DLA Piper.
Navnet på køber oplyses ikke, men håndslaget kan meget vel være givet vest for Lillebælt. Et par opslag i de offentlige registre afslører nemlig, at den nye ejer af grundarealet af Duas Bolig fra Hedensted.
Ud over Halberg & Olsen og Halberg & Olsen Innovation har Øens Rådgivningshus med advokat Søren Saaby Hansen ydet juridisk bistand i forbindelse med handlen.
Halberg & Olsen Innovation arbejder aktuelt med omkring 80 projekter i hele Danmark. Udviklingsselskabet leverer årligt mellem 2.000 og 4.000 byggeretter til rækkehuse, ligesom selskabet udvikler forskellige erhvervsprojekter.























