Enrico Dalgas var med til at stifte Hedeselskabet i 1866 og nu tager selskabets forretningsenheder, HedeDanmark og en række underbrands, navn efter stifteren.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Hedeselskabet vil fortsat være navnet på foreningen og fonden – det er kun forretningen, der skifter navn til Dalgas.
– Med det nye navn bringer vi Dalgas ånd og værdier ind i nutidens forretning. Han var kendt for sin ihærdighed, innovation og faglighed. Det samme har kendetegnet vores forretninger i mere end 150 år. Så hvilket navn ville være mere passende at samle vores forretninger under, end navnet på Hedeselskabets første direktør, siger Torben Friis Lange, den tolvte administrerende direktør i rækken efter Enrico Dalgas.
Læs også: HedeDanmark etablerer ny afdeling for ejendomsdrift
Med navnet Dalgas samler organisationen alle sine forretningsenheder i én. Det sker som et led i en større rebranding for at skabe en rød tråd mellem foreningen og fonden, Hedeselskabet, og driftsselskabet, Dalgas.
Dalgas forretningsområder omfatter alt fra skovrejsning og -forvaltning, naturgenopretning, anlægsarbejde, grøn pleje, genanvendelse af restprodukter til handel med træ. Forretningen har tidligere været delt op i HedeDanmark og en lang række underbrands, som nu samles i én enhed.
HedeDanmark og dets underbrands har i dag forretningsaktiviteter i Tyskland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Sverige samt handel med mange lande i og udenfor Europa.
Skiftet til navnet Dalgas skal også understøtte de øgede internationale ambitioner, da Dalgas har en mere international klang end HedeDanmark-navnet.
Enrico Mylius Dalgas
Født i 1828 i Napoli.
Var som officer og vejingeniør aktiv under de slesvigske krige i 1848-1851 og 1864, hvor Danmark mistede megen god landbrugsjord til Tyskland.
Var i 1866 blandt stifterne af Hedeselskabet, hvis formål var at opdyrke den jyske hede til landbrugsjord, som erstatning for det tabte.
Var den første direktør for Hedeselskabet fra 1866 til sin død i 1894.
Hedeselskabet er i dag fortsat en forening med status som erhvervsdrivende fond. Derfor er der ikke ejere eller aktionærer – overskuddet bliver i stedet geninvesteret i forretningen og uddelt til grønne projekter gennem Hedeselskabets fond.
Disse underbrands vil fremover hedde Dalgas
HedeDanmark – skovrejsning, skovforvaltning, naturgenopretning, vandløbspleje, anlægsopgaver, grøn pleje, vintersikring, skadedyrsbekæmpelse
HD Silva – handel med råtræ og træflis
HD NordicTrees – dyrkning og handel med juletræer
HD BioRec – genanvendelse af restprodukter
HD LogSystems – digital opmåling af råtræ
HD 2412 – handel med juletræs- og skovudstyr
HD Forest – skovinvesteringer og skovforvaltning i Baltikum
HD Forest Germany – skovforvaltning i Tyskland
HD JordPark – jordmodtagelse og behandling af restprodukter
HD Seed – træfrøsforædling
Enricom – biogasanlæg i Polen
Kilde: Dalgas.