JKOlesen Ejendomme køber Østerbrogade 12-16 og den bagvedliggende matrikel ved Bytorvet 2 af Hedensted Kommune. Foto: PR.
JKOlesen Ejendomme køber Østerbrogade 12-16 og den bagvedliggende matrikel ved Bytorvet 2 af Hedensted Kommune. Foto: PR.

En markant omdannelse af Hedensted bymidte er rykket tættere på, efter at Hedensted Kommune har solgt ejendommen Langelund på Østerbrogade 12-16 og den tilhørende grund ved Bytorvet 2 til JKOlesen Ejendomme.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Arkitekt Allan Pedersen fra AP Arkitekter i Odder står for det kommende projekt i samarbejde med JKOlesen Ejendomme.

De eksisterende bygninger skal rives ned og erstattes af et nyt byggeri på 1.860 kvadratmeter. Omkring 700 kvadratmeter i stueetagen er planlagt til café, restaurant eller butikker, mens første og anden sal skal rumme 12 boliger med altan eller terrasse.

– Hedensted er en by i rivende udvikling. Flere flytter til, kulturhuset er på vej, og der investeres i bymidten. Vi glæder os til at bidrage med et projekt, der både skaber attraktive boliger og nye muligheder for café- eller restaurantliv, udtaler Jan Olesen, der ejer JKOlesen Ejendomme.

Projektet bliver opført over for det kommende kulturhus og skal understøtte kommunens planer om at forvandle Østerbrogade til en kulturgade med mere handel, flere oplevelser og et mere levende byliv.

Området får samtidig grønne opholdsarealer, parkeringspladser og en ny passage til Bytorvet, som skal gøre bymidten mere åben og indbydende.

Hedensted Kommunes borgmester Ole Vind (V) kalder salget et vigtigt skridt mod at skabe mere liv i centrum og et bredere udbud af boliger. Han påpeger, at projektet passer godt sammen med kommunens planer om at udvikle området og især Østerbrogade til en gade med oplevelser og kultur.

– Samtidig får vi et mere varieret boligudbud, der henvender sig til både eksisterende borgere og tilflyttere, som foretrækker at bo mere bynært, udtaler borgmesteren

Salget betyder også, at aktiviteterne i Drivhuset flyttes til Hedensted Bibliotek, indtil både biblioteket og Drivhuset senere samles i det kommende kulturhus.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev