Erhvervsmægler hos Colliers i Odense, Martin Fuhlendorff, har i løbet af tre måneder udlejet i alt 8.500 kvadratmeter kontorlokaler i Odense, der er ejet af Heimstaden.
Der er tale om udlejninger af en kontorejendom på Emil Neckelmanns Vej på omkring 4.500 kvadratmeter og en kontorejendom på Hvilehøjvej på cirka 4.000 kvadratmeter.
Det skriver erhvervsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
Ifølge Colliers er efterspørgslen på kontorlejemål generelt stigende i Odense, og ifølge Martin Fuhlendorff understøtter udlejningerne den positive udvikling efter nyere kontorlejemål i og omkring Odense SØ, hvor særligt Cortex Park, Tietgenbyen og Munkebjerg Park tegner sig for den største søgning.
– Jeg forventer, at efterspørgslen efter kontorer fortsætter – særligt i forlængelse af åbningen af det nye OUH, som kan tiltrække virksomheder indenfor hele sundheds- og tech-branchen. Novo Nordisks kommende indtog i byen vil formodentligt også bidrage betragteligt til byens status og fortsatte fokus indenfor dette område af erhvervslivet.
Ifølge Martin Fuhlendorff har kontorernes brugere ændret behovsmønstre. De lægger i højere grad vægt på beliggenhed, kontorets indeklima, fællesfaciliteter, synlighed og eksponering:
– Vi har henvendelser fra flere virksomheder som aktivt søger kontorer i Odense og lige nu er der tale om mere end 10.000 efterspurgte kontorkvadratmeter. Det er ikke til at komme udenom, at et attraktivt kontor og dets ydre rammer har stor værdi for virksomheder i forhold til fastholdelse og rekruttering af ansatte. Kontoret og dets faciliteter er blevet et uafværgeligt aktiv for virksomhederne end hidtil. Med andre ord er der flere udviklingsmuligheder i det nuværende marked.
Tomgang for kontorlokaler i Odense daler
Ligeledes foretrækker brugere af kontorejendomme fleksible arbejdspladser, hvor medarbejderen har mulighed for at tilpasse sin arbejdstid, arbejdssted samt arbejdsstil efter behov.
De ændrede behov hos brugerne skyldes ifølge Martin Fuhlendorff også det stigende fokus på ESG og de miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer.
Det skyldes, at det i højere grad er blevet et krav at måle på virksomheders bæredygtighed og samfundsmæssige indflydelse. Indenfor kontorsegmentet er det initiativer som energieffektivitet, grønne indkøb, diversitet og inklusion på arbejdspladsen:
– ESG spiller en stigende rolle i virksomhedernes beslutningsprocesser, hvor miljøvenlige ejendomme bliver prioriteret i søgningen efter et nyt kontor. Særligt blandt større og internationale virksomheder, der tidligt i søgeprocessen har tendens til at fravælge kontorlejemål, der ikke opfylder miljøstandarder og certificeringer. Derfor kommer vi til at se et øget pres på den gamle kontormasse, som giver ejendomsbesidderne anledning til at overveje alternative anvendelser eller omfattende modernisering for at aktivere disse lejemål.