Tishman Speyer køber et boligprojekt på Else Sørensens Vej 25-33A i Rødovre af Heimstaden. Illustration: Heimstaden.
Tishman Speyer køber et boligprojekt på Else Sørensens Vej 25-33A i Rødovre af Heimstaden. Illustration: Heimstaden.

Heimstaden har indgået en aftale om at sælge et større boligudviklingsprojekt i Storkøbenhavn til amerikanske Tishman Speyer.

Det oplyser den svenske ejendomskoncern i en pressemeddelelse.

Tishman Speyer køber ejendommen på vegne af en tysk pensionsfond og i partnerskab med Rubik Properties, oplyser selskabet.

Projektet ligger på Else Sørensens Vej i Rødovre og omfatter et planlagt boligbyggeri, som endnu ikke er opført. Handlen gennemføres som et salg af det selskab, der ejer projektet, og den forventes endeligt afsluttet i andet kvartal 2027.

– Salget af ESV (ejendommen på Else Sørensens Vej, red.) styrker vores likviditetsposition og markerer endnu et skridt i vores løbende indsats for at reducere gælden, udtaler medadministrerende direktør i Heimstaden, Christian Fladeland.

– Det understreger også Heimstadens stærke industrielle historik med at udvikle boligaktiver af høj kvalitet.

Projektet omfatter 186 lejligheder og 168 underjordiske parkeringspladser i et byggeri med et etageareal på 16.870 kvadratmeter. Lejlighederne med to-fire værelser bliver gennemsnitligt 91 kvadratmeter store, og projektet forventes færdigbygget i april 2027.

Tishman Speyer, der opererer globalt med udvikling og investering i fast ejendom, ser opkøbet som en mulighed for at udvide sin portefølje i Danmark og særligt i hovedstadsområdet, hvor efterspørgslen på nye boliger fortsat er høj.

Købet af projektet i Rødovre markerer dermed endnu et skridt i selskabets europæiske vækststrategi.

Projektet forventes, når det står færdigt, at bidrage med nye boliger til et område i udvikling i den københavnske vestegn.

Boligprojektet er i den seneste årsrapport fra selskabet bag bogført til en værdi af 66 millioner kroner pr. 31. december 2024.

Tilmeld Nyhedsbrev