I februar 2019 besluttede byrådet i Viborg Kommune, at 18 ældreboliger på Parkvænget i Frederiks ved Karup skulle nedlægges med henblik på et efterfølgende salg af bygningerne. En række kommunale stod tomme og kunne ikke lejes ud, og derfor skulle de efter planen sælges. De 18 ældreboliger på Parkvænget 2-36 havde eksempelvis en tomgangsprocent på 13 i 2018.
Efterfølgende har det vist sig, at boligselskaberne ikke har kunnet opnå finansiering til køb af boligerne, da realkreditinstitutterne ikke tilbyder den type lån, som lovgivningen forudsætter. Derfor blev salget af ældreboligerne på Parkvænget 2-36 ikke gennemført.
– Det må jo siges at være held i uheld for Frederiks og omegns ældre. For i mellemtiden er situationen jo blevet en helt anden, og den dag i dag opleves der ikke vanskeligheder med at få dem lejet ud, sagde byrådsmedlem Pia Viller Arendt (V), da hun tog ordet på et byrådsmøde den 16. november
Her besluttede politikerne endegyldigt at følge en indstilling fra Ældre- og Aktivitetsudvalget, om at boligerne hverken skal sælges eller nedlægges som ældreboliger.
Pia Viller Arendt oplyste videre, at der aktuelt er borgere på venteliste til boligerne.
– Det er utroligt vigtigt for Frederiks og omegns ældre, at de kan blive boende lokalt, når de får behov for en ældrebolig, sagde Pia Viller Arendt videre, og påpegede, at kommunen generelt skal sikre, at ældre i kommunens lokalsamfund kan blive boende i deres nærmiljø, så længe som muligt.
Der er i alt 24 ældreboliger beliggende på Parkvænget i Frederiks, hvoraf 18 ældreboliger ligger samlet på Parkvænget 2-36. På Parkvænget 1-13 ligger der desuden seks ældreboliger. Sammen med de seks ældreboliger ligger et syvende lokale, der anvendes som distriktslokale for hjemmeplejen.
Det var de 18 ældreboliger på Parkvænget 2-36, som efter planen skulle sælges til Boligselskabet Viborg. De seks ældreboliger samt distriktslokalet beliggende på Parkvænget 1-13 har hele tiden skullet forblive kommunalt ejet.
Boligerne på Parkvænget 2-36 er i oktober 2020 offentligt vurderet til en værdi på knap 8,2 millioner kroner, hvoraf grundværdien udgør i underkanten af 800.000 kroner.