Hemmelig butikskæde vil etablere stor butik i Varde

Ny udvalgsbutik planlægges i samarbejde med Dansk Detail Entreprise i voksende handelsområde ved Jeppe Skovgaards Vej i Varde.

En unavngiven kæde vil bygge en stor butik på denne grund på Jeppe Skovgaards Vej i Varde. Foto: Klimadatastyrelsen.
En unavngiven kæde vil bygge en stor butik på denne grund på Jeppe Skovgaards Vej i Varde. Foto: Klimadatastyrelsen.

I Varde vil en endnu unavngiven butikskæde bygge en stor udvalgsbutik på Jeppe Skovgaards Vej 15-17 tæt ved Ribevej, hvor handelsområdet i forvejen er i vækst.

Det skriver JyskeVestkysten.

Projektet udvikles af Dansk Detail Entreprise. Ifølge det fremlagte idéoplæg er der tale om en butik med primært udvalgsvarer, men med mulighed for også at sælge dagligvarer i mindre omfang. Men der kan endnu ikke sættes navn på butikskæden.

– Den pågældende butikskæde ønsker ikke at få oplyst sit navn på nuværende tidspunkt, siger direktør Birger Holm Henriksen fra Dansk Detail Entreprise til JyskeVestkysten.

Annonce

Planerne kommer samtidig med udviklingen af et større butikscenter i samme område, hvor Kravin Projekter arbejder på et projekt på cirka 9.200 kvadratmeter. Her indgår blandt andet en dagligvarebutik på omkring 1.200 kvadratmeter, mens resten af arealet skal rumme større specialbutikker.

Udviklingen af området afspejler en ændret detailhandelsstruktur, hvor større butikker ikke længere er afhængige af et stort befolkningsgrundlag. Ifølge Dansk Detail Entreprise giver det derfor mening at samle flere store butikker i Varde, selv om byen har omkring 14.000 indbyggere.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev