Henning Larsen bag ny kirke i træ i Ørestad

For første gang i 30 år skal der bygges en ny kirke i København. Henning Larsen Architecs står bag designet af den nye kirke, der opføres i træ i Ørestad.

Med Rambøll som ingeniør skal Henning Larsen Architects i samarbejde med Platant tegne en ny kirke, der skal opføres i Ørestad. Trækirken bliver Københavns første nye kirke i 30 år, og den skal ifølge arkitekterne være et moderne monument for Danmarks hovedstad. “Kirkefacaden aktiveres af en urban reol, som skaber plads til fællesskabet”, skriver Henning Larsens Architects i en pressemeddelelse.

– Hensigten er at skabe en kirke, der kan påkalde sig opmærksomhed og samtidig er uberørt af byens travlhed fyldt med rum til både stille refleksion og til fællesskabet. At bygge i træ og udnytte lysets kraft var den oplagte løsning for både klimaet, for området og for fællesskabet, udtaler Eva Ravnborg, Market Director Denmark, Henning Larsen.

Kirkens design skal ifølge tegnestuen fremmane fornemmelsen af at stå under en trækrone i en skov, hvor lyset filtres af træernes kroner. “Kirkerummet er badet i diffust lys ovenfra og åbner udsigten til himlen. Som i en lysning i skoven brydes lyset på forskellige måder i løbet af dagen og året”, lyder det.

“Kirkens facade er ru som bark på et træ og ændrer karakter alt efter årstiden og over tid. Kirken er forbundet med sine omgivelser af en gennemgående teglstensbelægning, der refererer til nedfaldne blade, og gulvet rejser sig til bænke, siddenicher, podier og siddepladser – stier fra byen og Fælleden fører direkte ind i kirken”, lyder det videre i meddelelsen.

Byggeriet forventes at gå i gang i 2024, og kirken indvies i 2026. Den 2.100 kvadratmeter store kirke skal certificeres til DGNB Guld.

– Det har været vores mål at skabe en bæredygtig kirke, der er helt sin egen og bidrager til Ørestads tradition for at eksperimentere med det byggede miljø, udtaler Nina la Cour Sell, Partner og Design Director, Henning Larsen.

Ud over et fleksibelt kirkerum, kommer kirken også til at rumme et kapel, en afskærmet gårdhave, et kirkekontor og uformelle kulturrum, der eksempelvis kan bruges til koncerter eller foredrag.

“Kirkens facade er vendt på vrangen og aktiveres på alle sider af en urban reol, der rummer siddenicher til spil, en bogbyttecentral, en vandpost og insekthoteller”, skriver Henning Larsen Architecs.

Henning Larsen står også bag Højvangen Kirke, der åbner i 2024, Herlev Hospitals Center for Fordybelse og Tro fra 2019, samt Enghøj Kirke fra 1994 og Fælleskrematoriet Sjælland og Lolland-Falster fra 2013.

Tegnestuens forslag blev valgt foran forslag fra Lundgaard & Tranberg, Reiulf Ramstad Arkitekter, Konsordium OOPEAA:WE og Cobe.

Bygherre er Islands Brygges Sogn.