Med udgangen af juli stopper direktøren for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune, Henrik Studsgaard, fordi han har fået job som kommunaldirektør i Furesø Kommune. Henrik Studsgaard begyndte i jobbet i Esbjerg den 1. januar 2023.
– Henrik Studsgaard stopper efter kort tid i Esbjerg Kommune, men vi ønsker ham held og lykke i det nye job. Nu venter opgaven med hurtigst muligt at få sat ansøgningsprocessen i gang, så vi kan finde en ny direktør for Teknik & Miljø, siger Esbjerg Kommunes kommunaldirektør, Rikke Vestergaard.
Fra august overtager Rikke Vestergaard selv midlertidigt ledelsen af Teknik & Miljø.
Henrik Studsgaard har blandt andet en fortid som departementschef i henholdsvis Miljøministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet.
Henrik Studsgaard fylder 60 år i år og er uddannet som skov- og landskabsingeniør fra Skovskolen, HD i finansiering og kreditvæsen fra Handelshøjskolen i København og jurist fra Københavns Universitet. Han er gift med Bodil, og sammen har de to sønner på 28 år og 26 år og to piger på 22 år og 20 år.